Piotr Wozniacki om sejr over Sharapova: Lutter vilje
Den danske tennisstjernes far mener, at Maria Sharapova havde forberedt sig meget til kampen i Singapore.
Caroline Wozniackis far og træner er glad for den gode begyndelse ved WTA Finals i Singapore.
Caroline Wozniackis far og træner er glad for den gode begyndelse ved WTA Finals i Singapore. Foto: Mark Baker/AP


Far og træner Piotr Wozniacki var meget tilfreds, efter at tennisspilleren Caroline Wozniacki tirsdag indledte WTA Finals i Singapore med en meriterende sejr over Maria Sharapova.

Danskeren besejrede russeren, der er nummer to på verdensranglisten, med 7-6, 6-7, 6-2.

- Det var lutter vilje. Caroline ville bare vinde den kamp, siger Piotr Wozniacki til Ekstra Bladets hjemmeside.

- Det var tydeligt, at de begge to var meget nervøse. Men jeg er meget tilfreds over sådan en sejr i den første kamp her mod en modstander som Sharapova.

- Hun (Sharapova) er en stor champ, der lige har vundet i Beijing og er blevet herude i Asien for at træne og forberede sig. Det viser, hvor meget hun fokuserer på denne turnering, siger Piotr Wozniacki.

Ved WTA Finals deltager de otte spillere, der har klaret sig bedst i sæsonen.

De øvrige spillere i hvid gruppe er polakken Agnieszka Radwanska og tjekken Petra Kvitova, der er henholdsvis nummer seks og tre på verdensranglisten.

Caroline Wozniacki ligger nummer otte på samme liste.

Danskeren er meget tilfreds med udfaldet af kampen mod Sharapova.

- I perioder var det tennis på virkelig højt niveau, til andre tider var der mange fejl, men det er, hvad man kan forvente af en første kamp, hvor begge gerne vil have en god start på turneringen. Alt i alt er jeg meget tilfreds, siger Caroline Wozniacki.

Med sejren har den 24-årige dansker skabt sig et godt udgangspunkt for at blive en af de to spillere, der går videre fra gruppen til semifinalerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.