Piotr til Caroline: Her er opskriften på sejr
Blandt andet serven er i fokus, når Caroline Wozniacki indleder Australian Open mod ung amerikaner.
Caroline Wozniacki og hendes far og træner Piotr Wozniacki under træning forud for danskerens første kamp down under.
Caroline Wozniacki og hendes far og træner Piotr Wozniacki under træning forud for danskerens første kamp down under. Foto: Bernat Armangue/AP


Der er grundlæggende to ting, der skal fungere, hvis Caroline Wozniacki skal komme sejrrigt gennem opgøret mod amerikanske Taylor Townsend i første runde af Australian Open.

Det siger den 24-årige danskers far og træner, Piotr Wozniacki.

- Nøglen er, at Caroline server godt, så hun giver den anden problemer, og at hendes returnering fungerer godt. Hvis det fungerer, får hun en lidt nemmere kamp, lyder det fra Piotr Wozniacki.

- Men der skal også være en plan B. Caroline skal være helt klar på de første bolde, for den anden vil komme frem til nettet og veksle tempoet. Caroline må ikke lade sig stresse. Hun skal hele tiden være opmærksom, siger han.

Caroline Wozniacki og Taylor Townsend mødte hinanden i et opgør i New Zealand tidligere i januar, hvor danskeren slog teenageren 6-1, 7-6.

Det giver dog ikke Caroline Wozniacki meget bedre kort på hånden i tirsdagens opgør mod verdens nummer 99.

- De har begge en fordel af lige at have mødt hinanden. Hun (Taylor Townsend, red.) tænker kun på det sidste sæt, hvor hun var meget tæt på at vinde. Og omvendt kan Caroline se på, hvad der fungerede i første sæt og ikke gjorde i det andet, mener Piotr Wozniacki.

Han forsikrer, at Caroline Wozniacki, der er seedet som nummer otte ved Australian Open, er klar til at genoptage jagten på sit første grand slam-trofæ.

- Hun vil vinde den turnering. Hun er klar. Hun har motivationen og det hele på plads, og hun spiller også fornuftigt, siger Piotr Wozniacki.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.