Piotr: Caroline skal oppe sig mod rival
Victoria Azarenka skal sendes ud i hjørnerne af banen, siger Wozniacki-træner før kamp mod hviderusseren.
Står det til Caroline Wozniackis træner og far, Piotr Wozniacki, skal Azarenka ud og løbe under torsdagens opgør.
Står det til Caroline Wozniackis træner og far, Piotr Wozniacki, skal Azarenka ud og løbe under torsdagens opgør. Foto: Bernat Armangue/AP


Caroline Wozniacki skal løfte niveauet i torsdagens kamp ved Australian Open, hvor modstanderen er Victoria Azarenka, som i 2012 og 2013 vandt grand slam-turneringen.

Det mener den danske tennisstjernes træner og far, Piotr Wozniacki.

- Jeg så Azarenka spille sin første kamp, og Caroline skal helt klart spille anderledes mod Azarenka, end hun spillede i sin første kamp, siger Piotr Wozniacki.

- Caroline skal gå ind til bolden med fuld power. Azarenka må ikke få lov til bare at stå stille og spille 10 bolde tilbage. Hun skal ud at løbe, mener træneren.

Hviderussiske Azarenka er en af de vanskeligste modstandere, Caroline Wozniacki kunne ramle ind i allerede i anden runde af Australian Open, men troen på videre avancement er stor i danskerens lejr.

- Hvis du bliver bange, så taber du. Du skal tænke på dig selv som en stor mester. Jeg tror på, at Caroline kan gøre det, og det gør hun også. 100 procent, understreger Piotr Wozniacki.

Victoria Azarenka spillede en stærk kamp i første runde og vandt sikkert mod amerikaneren Sloane Stephens, selvom hviderusseren i 2014 havde problemer med skader.

Azarenkas høje niveau overrasker dog ikke Piotr Wozniacki.

- Jeg er ikke overrasket, for hun har spillet og trænet med mange forskellige piger i den seneste periode. Hun forstår og kan lide banerne hernede, siger træneren og henviser til Azarenkas to turneringssejre på anlægget i Melbourne.

Opgøret mellem Wozniacki og Azarenka spilles torsdag klokken 19.00 lokal tid, hvilket svarer til klokken 9.00 i Danmark.

Danskeren fører de indbyrdes opgør med fire sejre i syv kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.