Pind vil ikke stikke næsen i historie om tysk spionage
Justitsminister Søren Pind vil "ikke umiddelbart" undersøge forlydender om tysk spionage mod dansk ministerium
Justitsminister Søren Pind (V). (Cicilie S. Andersen/POLFOTO)
Justitsminister Søren Pind (V). (Cicilie S. Andersen/POLFOTO) Foto: S. ANDERSEN CICILIE/POLFOTO


Justitsminister Søren Pind (V) vil ikke undersøge, om den tyske efterretningstjeneste BND har udøvet spionage mod det danske indenrigsministerium sådan, som det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel skriver.

Ikke i første omgang, i hvert fald.

Magasinet melder ikke noget om, hvornår spionagen er foregået. Der Spiegel fortæller heller ikke, hvilke typer anonyme kilder, de har oplysningerne fra.

- Det er ikke noget, jeg kender til, siger Søren Pind.

- Nu spørger du til det, som om det er et definitivt faktum, og det har jeg ikke noget grundlag for at sige noget om. Jeg har selvfølgelig noteret mig den pågældende historie, men jeg har sådan set ikke noget at sige om det.

Spørgsmål: Men er det noget, du vil undersøge nærmere?

- Jeg har ikke umiddelbart på baggrund af en avishistorie tænkt mig at foretage mig noget, siger justitsministeren.

Ifølge Der Spiegel har BND - ud over Danmark - angiveligt også spioneret mod indenrigsministerierne i blandt andre USA, Polen, Kroatien og Østrig.

Også forbindelser mellem FN og amerikanske diplomatiske forbindelser i Bruxelles skal være blevet aflyttet.

I Tyskland har BND ifølge Der Spiegel også kigget over skulderen på en lang række udenlandske ambassader og konsulater.

Således har BND ifølge nyhedsmagasinets kilder overvåget e-mail-adresser, telefonnumre og faxnumre på repræsentationer fra USA, Frankrig, Storbritannien, Sverige, Portugal, Grækenland, Spanien, Italien, Østrig, Schweiz og Vatikanet.

Desuden nævner Der Spiegel, at store organisationer som Care International og Røde Kors er blevet overvåget af tyskerne.

Den tyske efterretningstjeneste var tidligere i år også under beskyldning for at gå for vidt.

Dengang modtog tyskerne hård kritik for at have assisteret den amerikanske sikkerhedstjeneste, NSA, i at spionere mod europæiske institutioner, virksomheder og endda tyske borgere.

Tyskland var også en del af en aflytningsskandale i 2013. Dengang var det tyskerne selv, der blev overvåget.

Landets kansler, Angela Merkel, var blevet aflyttet af det amerikanske sikkerhedstjeneste, NSA.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.