Pind vil give voldsmænd langt hårdere straffe
Justitsminister Søren Pind vil forlænge straffen for grov vold begået af flere personer med en tredjedel.
Justitsminister Søren Pind (V) vil straffe voldsmænd med længere fængselsstraffe, end det er tilfældet i dag.
Justitsminister Søren Pind (V) vil straffe voldsmænd med længere fængselsstraffe, end det er tilfældet i dag. Foto: Lars Krabbe/Polfoto


Voldsmænd skal straffes langt hårdere, hvis det står til landets justitsminister Søren Pind (V).

I første omgang lægger han ifølge Berlingske op til, at forlænge fængselsstraffen med en tredjedel for personer, der sammen har begået grov vold.

- Det handler om retfærdighed for ofrene og respekt for samfundet. Vi ved i det moderne samfund, hvad vold betyder for det enkelte menneske, og hvordan overgreb trækker lange spor, siger Søren Pind til avisen.

- Derfor har vi i dag ingen undskyldning for ikke at gøre noget, og jeg synes, der har været en diskrepans mellem den forståelse og det strafniveau, der har været.

Regeringen afsætter derfor 90 millioner kroner frem mod 2020 til fængslerne i dens udkast til en finanslov, der ventes fremlagt i næste uge.

Justitsministeren understreger i Berlingske, at han gerne ser, at straffen for grov vold i det hele taget - altså også når det begås af enkeltpersoner - skærpes.

Søren Pind håber, at strengere voldsdomme vil have en præventiv effekt.

Det har dog ingen hold i virkeligheden, siger professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard.

Han kalder det "fuldstændig illusorisk" ifølge al tilgængelig forskning.

På Christiansborg modtages forslaget positivt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.