Pind om Rigspolitiets terroranbefalinger: Skal med i forhandling
Justitsministeren ser anbefalinger til terrorberedskab som godt grundlag for drøftelser om fremtidens politi.
Justitsminister Søren Pind (V) er glad for at have modtaget konkrete anbefalinger fra Rigspolitiet til, hvordan beredskabet mod terror kan styrkes. Anbefalingerne er blevet offentliggjort af Justitsministeriet torsdag.
Justitsminister Søren Pind (V) er glad for at have modtaget konkrete anbefalinger fra Rigspolitiet til, hvordan beredskabet mod terror kan styrkes. Anbefalingerne er blevet offentliggjort af Justitsministeriet torsdag. Foto: Polfoto, Martin Lehmann/free


Rigspolitiets anbefalinger til et styrket terrorberedskab samt en analyse af kriminalitet og sikkerhedssituationen i Danmark giver politikerne et godt grundlag for at drøfte, hvordan politiet samlet set skal se ud i fremtiden.

Sådan lyder det fra justitsminister Søren Pind (V), efter at Justitsministeriet torsdag eftermiddag har offentliggjort en række anbefalinger, som er udviklet på baggrund af en evaluering af skudattentaterne i København 14. og 15. februar i år.

- Når vi snart skal forhandle med de øvrige partier om fremtidens politi, vil både anbefalingerne til et styrket terrorberedskab og billedet af politiets centrale udfordringer selvfølgelig indgå, siger Søren Pind i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Regeringen skal forhandle et politiforlig for 2016 til 2020 på plads med Folketingets partier i løbet af efteråret.

Anbefalingerne fra Rigspolitiet går blandt andet på, at Østjyllands og Københavns Politi skal tildeles ansvaret for at styre og lede politiindsatsen, hvis der uden varsel skulle blive udført et terrorangreb i henholdsvis den østlige eller vestlige del af landet.

Der bør også oprettes regionale, døgnbemandede operationscentre i både Københavns Politi og i Østjyllands Politi.

Rigspolitiet anbefaler desuden, at politiet får tilført yderligere sikkerhedsudstyr som skudsikre veste og hjelme.

- Jeg er glad for at have modtaget Rigspolitiets konkrete anbefalinger til, hvordan vi styrker beredskabet mod terror, og analysen af de udfordringer, dansk politi står over for, siger Søren Pind.

I den strategiske analyse, som er blevet offentliggjort torsdag samtidig med anbefalingerne, beskriver Rigspolitiet, hvilke udfordringer det vurderes, at Danmark vil stå over for i fremtiden.

Det er udfordringer i forhold til blandt andet vold, identitetstyveri, menneskehandel og økonomisk kriminalitet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.