Pind: IS må bekæmpes med landstyrker
Islamisk Stat kan kun besejres med landstyrker, mener Venstres udenrigsordfører, Søren Pind.
Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, mener, at der skal tropper på jorden, hvis IS skal besejres.
Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, mener, at der skal tropper på jorden, hvis IS skal besejres. Foto: Uncredited/AP


Det bliver nødvendigt at indsætte landstyrker for at knække den voldelige islamistiske gruppe Islamisk Stat (IS). Det rækker ikke med bombeangreb fra USA og arabiske lande, selv om Danmark bør tilbyde USA at sende danske F-16 fly til den internationale koalition.

Det mener Venstres udenrigsordfører, Søren Pind. Der må landstyrker til, fordi vestlige ledere ikke greb ind for længst, før IS skabte et kalifat i Irak og Syrien, som sendte tusinder på flugt, skar halsen over på gidsler i tv og truer de vestlige lande med radikaliserede hellige krigere, påpeger han.

- Jeg tror ikke, at det, vi gør, er nok. Jeg hæfter mig ved, at USA's øverstkommanderende (forsvarschef, general Martin Dempsey) vil indstille til præsidenten, at man skal bruge landtropper, hvis det, man gør, ikke virker, siger Søren Pind.

Han håber, at det er nok, når USA angriber IS med bomber fra fly og droner samt leverer våben til Iraks hær og kurdiske peshmerga-soldater. Vesten skal også støtte moderate grupper som den fri syriske hær, mener Venstres udenrigsordfører.

Han vil ikke kommentere, om Vesten eller Danmark skal sende landstyrker mod IS.

- Helt fra begyndelsen har vi i Venstre haft det princip - som vi blev hånet for af SF's udenrigsministre Villy Søvndal og Holger K. Nielsen - at vi ikke udelukkede noget på forhånd. Vi forholder os til situationen, som den er, ikke som den bør være, siger Søren Pind.

Spørgsmål: - Truer IS Europa?

- Man må være blind og døv for ikke at kunne se, hvad flygtningestrømme betyder for samfund, når traumatiserede mennesker skal integreres gennem mange, mange år.

- Man kan bare se, hvad palæstinensersærloven betød for Danmark i øgede omkostninger og kriminalitet. Katastrofen nu er ifølge FN større. Desuden er Danmark blandt hovedleverandørerne af mennesker, som tager til Syrien og kæmper og bliver radikaliseret, siger Søren Pind.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.