Pind hæver straffen for at blive væk fra en dom
Blå blok er mandag blevet enige om at hæve straffen for at udeblive fra et retsmøde eller afsoning.
Justitsminister Søren Pind (V) hæver sammen med de øvrige borgerlige partier straffen for at udeblive fra retsmøder og afsoning.
Justitsminister Søren Pind (V) hæver sammen med de øvrige borgerlige partier straffen for at udeblive fra retsmøder og afsoning. Foto: Svold Mathias/Polfoto


Hammeren skal falde hurtigere og hårdere for folk, der bliver væk fra retsmøder og afsoning. Det er justitsminister Søren Pind (V) og resten af blå blok mandag blevet enige om i en delaftale under Respektpakken.

- Det handler om respekten for retsvæsenet og problemet med folk, der udebliver fra domme. Der er 42,7 procent, der i første omgang udebliver fra afsoning. Det har vi adresseret på forskellige måder, siger ministeren.

- Blandt andet ved at hæve muligheden for at lave udeblivelsesdomme fra tre til seks måneder.

- Og hvis man gentagne gange ikke møder op til afsoning, så vil man i andet tilfælde få en straksafsoningsdom.

En nylig rapport fra Justitsministeriet viser - ligesom tidligere forskning - at længere straffe hverken har en positiv eller negativ effekt på, om de dømte begår kriminalitet igen.

Der er ikke foretaget beregninger af den nye delaftale, men justitsministeren føler sig alligevel sikker i sin sag:

- Der er ikke foretaget præcise beregninger. Men det handler mest af alt om at lave forskellige initiativer, som myndighederne har påpeget kunne virke.

- SMS-påmindelser, mulighed for bødestraf for ikke at møde op, og hvis man bliver ved, kommer man ind og bure med det samme. Samtidig muligheden for, at domstolene kan køre videre i sagen, selv om den pågældende ikke møder op.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, påpeger, at man ikke kan vurdere effekten af initiativerne, før de er afprøvet.

- Vi vurderer, at det at tage fat i folk og indføre konsekvens for at blive væk, at det vil betyde noget. Jeg går ikke ud fra, at de fleste har lyst til at sidde i spjældet, hvis de ved, at det koster en tredjedel straf oveni ikke at møde op, siger han.

Spørgsmål: Men de folk, der ikke møder op, har måske i forvejen ikke den største respekt for retssystemet. Hvorfor er du overbevist om, at det vil have en effekt på dem?

- Jeg har det sådan, at hvis man laver ballade, så kommer man ind og side. Og så længe man gør det, laver man ikke ballade, siger Pape.

Initiativerne er en delaftale i Respektpakken, der ventes at falde på plads onsdag. Pakken indeholder også initiativer mod vold mod offentligt ansatte samt muligheden for at ramme bagmændene bag optøjer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.