Pilou Asbæk med i Game of Thrones: Her er hans rolle
Det er bekræftet, at Pilou Asbæk skal optræde i sjette sæson sammen med to prisvindende veteraner.
Pilou Asbæk skal være med i Game of Thrones, når den nye sæson ruller over skærmen til april.
Pilou Asbæk skal være med i Game of Thrones, når den nye sæson ruller over skærmen til april. Foto: FLINDT MOGENS/Polfoto


Rygterne har svirret onsdag, og ud på aftenen er det blevet bekræftet, at den danske skuespiller Pilou Asbæk optræder i sjette sæson af den meget populære tv-serie Game of Thrones, hvor kampen om jerntronen forsætter i den nye sæson.

Det oplyser HBO Nordic til Ritzau.

Den danske skuespiller, der fik sit folkelige gennembrud i DR-serien Borgen, skal spille Euron Greyjoy, som er onkel til Theon og Yara Greyjoy.

Euron Greyjoy er en berygtet pirat, der har terroriseret havene over hele verden. Han bærer en klap for øjet, er en trænet kriger og en snu mand.

Greyjoy er kaptajn på et skib ved navn "Silence", som har en besætning fuld af folk, der er stumme, fordi de har fået skåret deres tunger ud af den brutale kaptajn.

Ifølge "Game of Thrones"-hjemmesiden Watchers on the Wall er Pilou Asbæk blevet set på optagelserne af en stor scene i byen Ballintoy i Nordirland.

Nikolaj Coster-Waldau, Birgitte Hjort Sørensen og Dar Salim har allerede repræsenteret Danmark i det store Game of Thrones-univers, og nu gælder det altså Pilou Asbæk, som spillede sammen med Birgitte Hjort Sørensen i Borgen.

Pilou Asbæk har blandt andet optrådt i tv-serien "The Borgias", som har Jeremy Irons i hovedrollen.

Og for nylig sikrede den danske skuespiller sig en international skurkerolle som Pontius Pilatus i den kommende film om Ben-Hur.

Den anerkendte veteran Max von Sydow, kendt fra den prisbelønnede film Eksorcisten, er også blevet bekræftet, hvilket den Emmy-vindende Ian McShane også er.

Den nye sæson ruller over skærmen til april næste år, hvor kampen om tronen fortsætter i Westeros.

HBO-serien "Game of Thrones" er baseret på bøgerne i romanserien "A Song of Ice and Fire" af forfatteren George R.R. Martin.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.