Piloter skal have "overraskelses-besøg" efter flytragedie
Uanmeldte lægebesøg skal have samme element af overraskelse som en dopingkontrol, siger Lufthansas chef.
Lufthansa vil indføre et nyt sikkerhedstiltag efter ulykken i marts med et fly fra datterselskabet Germanwings, hvor den psykisk syge pilot Andreas Lubitz styrtede sig selv og 149 ombordværende i døden i de sydfranske alper.
Lufthansa vil indføre et nyt sikkerhedstiltag efter ulykken i marts med et fly fra datterselskabet Germanwings, hvor den psykisk syge pilot Andreas Lubitz styrtede sig selv og 149 ombordværende i døden i de sydfranske alper. Foto: Colourbox/free


Lufthansa går med planer om at indføre uanmeldte lægekontroller af flyselskabets piloter i et forsøg på at undgå flere ulykker som den, der kostede 150 mennesker livet i Alperne i marts.

Der skal være tale om uanmeldte lægebesøg med samme element af overraskelse som en dopingtest, siger selskabets administrerende direktør, Carsten Spohr, til avisen FAZ ifølge nyhedsbureauet dpa.

Germanwings-piloten Andreas Lubitz, som havde alvorlige psykiske problemer, styrede 24. marts et passagerfly ind i en klippevæg i Alperne og dræbte dermed sig selv og de 149 andre ombordværende.

Germanwings er Lufthansas datterselskab.

En talsmand for flyselskabet fortæller det tyske nyhedsbureau, at Lufthansa i givet fald vil indføre det nye tiltag i samarbejde med en tysk arbejdsgruppe for flysikkerhed.

De uanmeldte lægebesøg skal ligeledes afsløre, om piloter bruger medicin, som de ikke har oplyst selskabet om.

Carsten Spohr tilføjer, at lægernes tavshedspligt kan ophæves, hvis en pilot menes at være til fare for flypassagerer.

Det fremgår også af artiklen i den tyske avis, at efterforskere 12. maj gennemførte en testflyvning for at rekonstruere de skæbnesvangre minutter under Germanwings-styrtet tidligere på året.

Tyske myndigheder har efter ulykken bekræftet, at Lubitz fik behandling for en psykisk lidelse. Han havde en sygemelding til den dag, han styrede flyet ned i klipperne.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.