Piloter afblæser strejke: Accepterer "fremstrakt hånd" fra Air France
Franske pilotforeninger accepterer "fremstrakt hånd" fra topchef for Air France og aflyser arbejdsnedlæggelse.
Piloterne hos Air France-KLM aflyser strejke, der var planlagt til at begynde på fredag. Arkivfoto.
Piloterne hos Air France-KLM aflyser strejke, der var planlagt til at begynde på fredag. Arkivfoto. Foto: Michel Euler/AP


Piloterne hos Air France-KLM har aflyst en fire dage lang strejke, der var planlagt til at begynde på fredag. Det oplyser fagforeningsledere til nyhedsbureauet AFP.

Det ville havde været den anden pilotstrejke under den igangværende EM-slutrunde i fodbold.

Det er tilsyneladende det franske luftfartsselskabs kommende topchef, Jean-Marc Janaillac, der har fået piloterne til at droppe arbejdsnedlæggelsen.

Janaillac, der tiltræder sit nye job senest 31. juli, har foreslået at fastfryse de nye lønregler, som piloterne er modstandere af.

Til gengæld har han fået lovning fra piloterne på en fire måneder lang "borgfred". Og det fik piloternes fagforeninger til at afblæse strejken fra 23. juni til 27. juni.

- Der bliver ingen strejke denne weekend, siger Veronique Damon, leder af pilotforeningen SNPL Air France, til AFP.

SNPL Air France repræsenterer 65 procent af piloterne. To andre pilotforeninger har også accepteret forliget.

I en fælleserklæring siger fagforeningerne, at de accepterer Jean-Marc Janaillacs "fremstrakte hånd".

Dermed undgås en gentagelse af situationen 11. juni, dagen efter EM i fodbold begyndte, da en del piloter nedlagde arbejdet. Omkring 20 procent af afgangene blev ramt af strejken, der sluttede 14. juni.

Piloterne hos Air France-KLM påstår, at ledelsens nye lønregler vil skære fem procent af deres gager.

Trods strejker blandt piloter og jernbanearbejdere har der kun været relativt få forstyrrelser for de mange fodboldtilhængere, der rejser rundt i Frankrig under det store fodboldshow.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.