Pige stukket med kniv i låret på Valby Station
Togdriften ved Valby Station blev onsdag aften kortvarigt indstillet efter et knivstikkeri.

Se flere videoer på Localeyes.dk
Henter afspiller ...
Politiet rykkede onsdag aften ud til et knivstikkeri på Valby Station. Se flere videoer på Localeyes.dk


En 14-årig pige blev onsdag aften stukket med en kniv i låret ved Valby Station.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 22.22 onsdag aften og har efterfølgende sikret sig beviser fra gerningsstedet. Men det er torsdag morgen uvist, hvad der har ført til knivstikkeriet.

- Der er ikke så meget nyt at sige i forhold til, hvad baggrunden er, og hvilke personer der er involveret, siger central efterforskningsleder Morten Smith fra Københavns Politi til Ritzau.

Det ligger dog fast, at pigen slap uden alvorlige skader.

- Der er noget, der tyder på, at den forurettede har været sammen med en anden person, og så har der været en gruppe omkring gerningsmanden. Måske mellem fire og otte personer, men det har vi ikke helt overblik over endnu, siger Morten Smith.

Muligvis har det været et opgør mellem to pigegrupper, lyder det.

- Vi arbejder ud fra en teori om, at der er piger på begge sider, men der er også oplysninger om, at der er drenge involveret, fortæller efterforskningslederen.

Politiet har afhørt den 14-årige og skal nu undersøge hendes forklaring.

Ingen er endnu blevet anholdt i sagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.