Pige lagde detaljeret plan for drabet på sin storebror
Pige dræbte sin bror, fordi hun følte, at han havde ødelagt hendes liv, fremgår det af retsmøde.
Arkivfoto. En 16-årig pige, der 26. april 2015 dræbte sin bror, var ikke i retten mandag, da hendes psykiske tilstand ifølge retten ville kunne forværres.
Arkivfoto. En 16-årig pige, der 26. april 2015 dræbte sin bror, var ikke i retten mandag, da hendes psykiske tilstand ifølge retten ville kunne forværres. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Polfoto


En 16-årig pige slog sin mentalt handicappede bror ihjel, fordi hun hadede ham. Det er kommet frem under et retsmøde på Frederiksberg, hvor en samtale mellem pigen og politiet mandag er blevet afspillet som bevismateriale i sagen.

Den dengang 15-årige pige er tiltalt for at have dræbt sin 20-årige storebror natten til 26. april sidste år ved at stikke ham i halsen med en køkkenkniv flere gange.

Drabet skete på familiens adresse i Københavns Nordvestkvarter. Få minutter efter drabet blev pigen anholdt, da hun selv havde kontaktet politiet for at tilstå forbrydelsen.

- Han er ikke et normalt menneske. Han er psykisk syg, ligesom et treårigt barn i en 18-årigs krop, sagde pigen i opkaldet til alarmcentralen.

- Jeg har bare altid hadet ham, fordi han har ødelagt mit liv. Hele min barndom har jeg ikke haft lyst til at invitere nogen med hjem, fordi han var der, sagde hun med henvisning til storebrorens handicap.

Under mandagens retsmøde er den 16-årige pige ikke selv til stede, da hendes psykiske tilstand ifølge retten ville kunne forværres.

- Det er usædvanligt og sker kun undtagelsesvist af hensyn til hendes helbredstilstand. Det er vores klare vurdering, at det ikke tjener noget formål, at hun er til stede, siger retsformand Søren Hafstrøm.

Under retsmødet er det kommet frem, at den tiltalte havde en ganske udførlig plan for, hvordan drabet skulle begås.

På et dokument fundet på pigens værelse stod der blandt andet "luk døren til mors værelse", "tag kniv og mobiltelefon med ind på hans værelse" og "sluk for stikkontakten til alarmen ved sengen".

I tiden op til drabet havde pigen desuden søgt på internettet efter, hvordan man dræber et menneske, hvordan man skærer et hoved af, og hvordan man overlever i et fængsel.

I en chat på internettet fortalte pigen endvidere til en ven, at hun planlagde et drab, og at intet kunne stoppe hende.

- Jeg har altid drømt om at begå det drab, skrev hun til vennen, der forgæves forsøgte at tale hende fra idéen.

Efter anholdelsen blev der foretaget en mentalundersøgelse af pigen. Den konkluderede, at hun ikke var sindssyg og derfor var egnet til at afsone en normal fængselsstraf.

Efterfølgende var den 16-årige dog ikke i stand til at gennemføre retssagen, som derfor blev udsat, hvorefter hun gennemgik en ny mentalundersøgelse.

Højst usædvanligt vurderede Retslægerådet nu, at den 16-årige pige er for psykisk syg til at blive sendt i fængsel. På den baggrund kræver anklagemyndigheden, at den tiltalte dømmes til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.