SF's formand Pia Olsen Dyhr, der blev båret op til talerstolen af massive klapsalver fra salen, brugte en del af sin åbningstale på partiets landsmøde til at tale om Socialdemokraternes mareridtssag - dagpengene.
SF-formanden talte om manden Jørgen, som er et eksempel på en dansker, der er røget ud i sejlivet ledighed, og som er fanget af de strammere dagpengeregler:
-Hver time mister to som Jørgen retten til dagpenge. To i timen. Det går ikke Helle, sagde Pial Olsen Dyhr, der også sagde, at “hun ikke fatter,” at man ikke laver om på de dagpengeregler nu.
- Kære Helle, skal vi ikke rette op på det bras af en dagpengereform, de borgerlige skabte, spurgte Pia Olsen Dyhr til stor begejstring for tilhørerne.
En skændsel for vores arbejdsmarked
Socialdemokraterne har igen og igen afvist at ændre på dagpengereglerne, endsige melde noget ud om ændringer, før et valg og før dagpengekommissionen er kommet med et bud på fremtidens sikringssystem for de danske lønmodtagere.
Men det holder ikke, mener Pia Olsen Dyhr. De mennesker, det her rammer, gør alt hvad de kan, mener SF-formanden:
-Vi taler om folk, der har søgt uopfordret, som er troppet op, har ringet rundt, har sendt ansøgning efter ansøgning. Mange der har mistet dagpengene er i slutningen af 50’erne. Deres største ønske er at få et job, men jobbene er der bare ikke. At piske disse mennesker er en skændsel for vores arbejdsmarked, sagde formanden, der også puffede til Helle Thorning-Schmidt, som hun mener bør sige højt og klart, hvorvidt S vil indgå i et nyt regeringsgrundlag med de Radikale, hvis partiet ikke vil være med til at lempe dagpengereglerne:
- Det svar tripper vi for at få I SF.