Pia Kjærsgaard: Hele Folketinget peger på mig
DF's tidligere formand har nu hele Folketinget bag sig, og fredag vælges hun til ny formand for Folketinget.
Pia Kjærsgaard vælges som ny formand for Folketinget fredag.
Pia Kjærsgaard vælges som ny formand for Folketinget fredag. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Det er ikke kun de borgerlige partier, men hele Folketinget, der peger på Pia Kjærsgaard som ny formand for Folketinget.

Det oplyser hovedpersonen selv.

- Jeg har det faktisk dejligt, fordi det er ikke alene et flertal, det er nu hele Folketinget, og det er jeg så glad for.

- Sådan synes jeg, det skal være. Jeg er glad for tilkendegivelserne fra de forskellige partier, at det bliver et samlet Folketing, der peger på mig fredag, siger Pia Kjærsgaard.

Den tidligere DF-frontfigur bliver den første kvindelige formand for Folketinget nogensinde, og hun afløser Mogens Lykketoft (S), der det kommende år skal være formand for FN's Generalforsamling.

Allerede onsdag faldt de sidste brikker sådan set på plads for Pia Kjærsgaard, da hele blå blok blev enig om at pege på hende, og dermed havde hun et flertal bag sig.

Liberal Alliance og De Konservative tøvede længe med opbakningen, og til det lidt tumultariske forløb siger Pia Kjærsgaard:

- Jeg har slet ikke blandet mig i forløbet, men jeg har selvfølgelig bakket ledelsen i Dansk Folkeparti op i, at der ikke skulle gives politiske indrømmelser for en formandspost.

- Det har jeg været helt enig i. Jeg er nu glad for, at det hele er afsluttet, og at afstemningen kommer fredag.

Især Liberal Alliance har de seneste dage meldt ud, at de krævede politiske indrømmelser for at pege på Pia Kjærsgaard.

Det førte til tvivl om, hvorvidt der var et blåt flertal, der pegede på Pia Kjærsgaard til posten.

Pia Kjærsgaard glæder sig til jobbet.

- Jeg vil passe på folkestyret, som jeg har været stolt af at være en del af herinde på Christiansborg i 31 år.

- Det betyder meget for mig personligt at få posten. Det vil jeg slet ikke lægge skjul på, men det betyder også meget for mig, fordi det er hele Dansk Folkeparti, det handler om. Det er en ære, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.