Pia K. undrer sig: Hvorfor kom Hjorts svar om kontanthjælp så sent?
Det tog fire måneder, før Socialdemokraterne fik svar fra Finansministeriet. Det undrer Folketingets Præsidium
Folketingets Præsidium med formand Pia Kjærsgaard (DF) i spidsen undrer sig over, hvorfor det tog finansministeriet så lang tid at svare på et spørgsmål om kontatnhjælpsloftet.
Folketingets Præsidium med formand Pia Kjærsgaard (DF) i spidsen undrer sig over, hvorfor det tog finansministeriet så lang tid at svare på et spørgsmål om kontatnhjælpsloftet. Foto: Scanpix/arkiv


Hvis Finansministeriet en anden gang får et spørgsmål fra Folketinget, som kræver, at ministeriet får oplysninger fra andre ministerier, så bør ministerierne arbejde sammen for at sikre, at der bliver svaret så hurtigt som muligt.

Sådan lyder budskabet fra Folketingets Præsidium med formand Pia Kjærsgaard (DF) i spidsen, efter at socialdemokraten Benny Engelbrecht har klaget over, at der gik fire måneder, før han fik svar på et spørgsmål om det kontanthjælpsloft, Folketinget stemmer om torsdag.

Engelbrecht ville vide, hvor mange personer der mister penge ved at arbejde med henholdsvis de nuværende regler og efter indførelsen af regeringens jobreform fase 1, også kendt som kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen.

Det spurgte han om midt i november, men svaret kom først 16. marts, altså fire måneder senere.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har allerede beklaget, at svarene lod vente på sig, og den beklagelse tilslutter Præsidiet sig.

Finansministeren har forklaret, at det krævede en del oplysninger fra Skatteministeriet, før han kunne svare på Engelbrechts spørgsmål.

Men Præsidiet mener godt, at ministerierne kunne have arbejdet hurtigere. Præsidiet "forundres" med egne ord over, at de oplysninger, der skulle bruges til svaret, øjensynlig først fremkom den dag, der blev klaget over forsinkelsen.

- Det havde efter Præsidiets opfattelse været klart at foretrække, om ministerierne ved en fælles indsats havde foretaget det nødvendige i sagen på et langt tidligere tidspunkt, skriver Præsidiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.