Sverige står i et politisk kaos, efter landets statsminister Stefan Löfven i går så sig nødsaget til at udskrive valg efter kun to måneder ved magten.
Årsag: Det indvandrerkritiske parti Sverigesdemokraterna stillede regeringen et ultimatum: Accepter vores indvandrerpolitik, eller vi trækker støtten til jeres finanslov.
Stefan Löfven sagde nej, og regeringen var i mindretal.
Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti mener, at Sverigesdemokraterna handlede helt rigtigt. Som hun ser det, har den svenske statsminister "i aller højeste grad" skudt sig selv i foden.
- Jeg synes, det er rigtigt, at Sverigesdemokraterna ikke har ladet sig tyrannisere af den svenske regering og statsminister. Nu ligger han, som han har redt, siger hun til tv2.dk.
Ifølge Kjærsgaard har statsminister Stefan Löfven skudt sig selv i foden. Hun finder det positivt, at Sverigesdemokraterna ikke bare "bøjede nakken" og stemte for finansloven uden overhovedet at sætte spor.
- Det manglede bare andet, for de er blevet hånet, hetzet, ignoreret og ydmyget af de andre partier, og det er meget gement af dem, siger den tidligere DF-formand.
Pia Kjærsgaard spår gode chancer til Sverigesdemokraterna 22. marts, når svenskerne på ny skal til stemmeurnerne. Partiet fik 13 procent af stemmerne ved valget for 62 dage siden, og hun vil ikke undre sig, hvis det bliver større ved valget i marts.