Petter Northug henter ny etapesejr i Tour de Ski
Northug udbyggede forspringet i Tour de Ski, hvor der nu mangler to etaper, før vinderen er fundet.


Efter en lidt skuffende indsats på fjerde etape var Petter Northug tilbage på højeste niveau, da langrendseliten torsdag afviklede femte afdeling af Tour de Ski.

Udfordringen var 25 kilometers fristil i det norditalienske vintersportsområde Toblach, og her var det norske topnavn først over målstregen foran svenskeren Calle Halfvarsson og landsmanden Martin Johnsrud Sundby.

Dermed udbygger Northug den samlede føring i det alsidige etapeløb, så han nu har et forspring på syv sekunder ned til Halfvarsson, mens Sundby er yderligere fem sekunder efter på tredjepladsen.

Der venter dog hårdt arbejde, hvis Northug skal tage sin første samlede sejr i Tour de Ski, hvor han tre gange er sluttet på andenpladsen.

Feltet mangler endnu to etaper, der afvikles lørdag og søndag i Val di Fiemme.

Lørdag venter 10 kilometer i klassisk stil, mens det søndag gælder den traditionsrige klatreafslutning op ad en nærmest lodret væg, hvor Northug tidligere har haft problemer med at hænge på.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.