Peter Schmeichel: Hareide kan vende landsholdet
Peter Schmeichel mener ikke, at landsholdet ville være berettiget ved EM-slutrunden, med det har leveret.
Peter Schmeichel siger til Ritzau, at der ikke er spillere på det danske landshold, som skal forvente at blive udtaget på deres navn med Åge Hareide som landstræner.
Peter Schmeichel siger til Ritzau, at der ikke er spillere på det danske landshold, som skal forvente at blive udtaget på deres navn med Åge Hareide som landstræner. Foto: Smetana Cecile/Free


At DBU valgte den tidligere Brøndby-træner Åge Hareide som dansk landstræner, er blevet modtaget med delte meninger, men spørger man den tidligere landsholdsmålmand Peter Schmeichel, så er nordmanden det, landsholdet har brug for.

- Han (Åge Hareide, red.) kommer som et friskt pust, siger Peter Schmeichel til Ritzau om Hareide, som officielt tiltrådte som landstræner 1. marts.

- Jeg ved, at han har rejst rundt til spillerne og talt med dem de seneste måneder, og jeg ved, at spillerne er meget begejstrede og glæder sig meget til at arbejde sammen med ham. Han siger de rigtige ting til spillerne og lægger vægt på de rigtige ting.

Den tidligere landstræner Morten Olsen blev til tider kritiseret for i for lang tid at bruge spillere, som ikke alle mente leverede varen på fodboldbanen.

Det tror Peter Schmeichel ikke bliver tilfældet med Åge Hareide, men han forudser heller ikke, at de danske fodboldfans får et helt nyt landshold at se 24. marts, når der spilles træningskamp mod Island og gives debut til Hareide ved roret.

- Jeg ser ikke nogen revolution. Jeg ser ikke 25 nye spillere. Jeg ser meget få udskiftninger, men jeg ser også konsekvens, for det er Åge kendt for, og det vil han gerne have. Han udtager ikke folk ud fra deres navn, siger Schmeichel.

Det danske landshold har været inde i en dårlig periode og missede kvalifikationen til EM-slutrunden i Frankrig til sommer, og Schmeichel er enig i, at det ikke er et landshold i topform, nordmanden overtager.

- Lige nu er det et landshold, der ikke har spillet prangende. Når der er 24 hold, der skal til EM, og 16 kvalificerer sig direkte, og treeren får en chance til - hvis du ikke klarer de kriterier, så hører du heller ikke til ved EM, siger Peter Schmeichel.

- Der skal præsteres og ydes af spillerne, og det har Åge Hareide haft succes med at få dem til de steder, han tidligere har været.

Åge Hareide har en fortid som træner for blandt andre Brøndby, Malmö FF og Rosenborg, som han førte til mesterskaber i Danmark, Sverige og Norge, og så har han også været landstræner for Norge.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.