Peter Sagan kan ikke længere hentes i pointkonkurrencen
Slovakken fejrede med manér, efter han sikrede sig det afgørende forspring i den indlagte spurt på 17. etape.
Peter Sagan (Tinkoff) kan efter 17. etape ikke længere indhentes i kampen om den grønne pointtrøje i Tour de France. Han vinder den dermed for femte år i træk, hvis han gennemfører løbet. Det slutter på søndag i Paris.
Peter Sagan (Tinkoff) kan efter 17. etape ikke længere indhentes i kampen om den grønne pointtrøje i Tour de France. Han vinder den dermed for femte år i træk, hvis han gennemfører løbet. Det slutter på søndag i Paris. Foto: Peter Dejong/AP


Peter Sagan fejrede det med manér, da han på 17. etape af Tour de France sikrede sig så stort et forspring i kampen om den grønne pointtrøje, at han ikke længere kan indhentes.

På de sidste meter frem mod målstregen i Finhaut-Emosson kom Sagan kørende på baghjulet i ren opvisningsstil.

Endnu engang havde den slovakiske verdensmester sikret sig de 20 point på etapens indlagte spurt ved at gå med i et udbrud over bjerge, hvor de øvrige sprintere ikke kunne sidde med.

Før 18. etape er der maksimalt 190 point at hente for en enkelt rytter, og Peter Sagans forspring ned til nummer to, Marcel Kittel, er 197 point.

Sagan har vundet tre etapesejre i årets Tour de France og syv i alt i karrieren.

Han vinder pointkonkurrencen for femte år i træk, hvis han gennemfører løbet.

Det slutter på søndag i Paris.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.