Peter Sagan efter sekundnederlag: Nemt at være skuffet
Peter Sagan prøver at fordøje nederlaget i Tirreno-Adriatico med ro i sindet og siger, at han ikke er skuffet.
Greg Van Avermaet omgivet af Peter Sagan og Bob Jungels efter den samlede sejr i Tirreno-Adriatico.
Greg Van Avermaet omgivet af Peter Sagan og Bob Jungels efter den samlede sejr i Tirreno-Adriatico. Foto: Claudio Peri/AP


Bare ét sekund stod mellem Greg Van Avermaet (BMC) og Peter Sagan (Tinkoff) i kampen om den samlede sejr i cykelløbet Tirreno-Adriatico, da bundlinjen blev gjort op med tirsdagens enkeltstart.

Da Tinkoff-rytteren Sagan gjorde status efter triumfen, der lige netop ikke blev hans, skete det med et forsøg på at lade være med at lyde alt for skuffet.

- Hvis man ser på resultatet, er det nemt at være skuffet, men det er jeg ikke. Hvis det ikke havde været for den aflyste etape (søndag), havde jeg ikke været i position til at køre med om den samlede sejr, siger Peter Sagan.

- Jeg har store mål foran mig i sæsonen, så hvis du ser på det i det perspektiv, gik det meget godt her. Overordnet set er jeg tilfreds med, hvad vi har opnået i løbet. Holdet kørte fremragende, holdkammeraterne arbejdede hårdt, og min form er meget god, siger Sagan.

Hans næste mål er weekendens klassiker fra Milano til San Remo.

Tinkoff-holdets danske sportsdirektør Lars Michaelsen synes endnu, at det er for tidligt at tale om det løb, men synes generelt, at det ser godt ud for holdets muligheder i foråret.

- Gutterne har fået mange løbskilometer i benene forud for en vigtig del af sæsonen, klassikerne. Især etapen mandag viste, hvilket stærkt hold vi er, siger Lars Michaelsen.

Med andre ord er der håb for Tinkoff-holdet og Peter Sagan for, at de får skovlen under Greg Van Avermaet, som nu to gange har slået Peter Sagan med mindst mulig margin.

Før den samlede ét-sekunds-sejr i Tirreno-Adriatico spurtbesejrede Greg Van Avermaet Tinkoff-rytteren i éndagsløbet Omloop Het Nieuwsblad.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.