Peter: Jeg reddede mine fyrede kolleger ved at gå ned i tid
Hvorfor kan vi ikke deles om det arbejde, der er?
Peter (der ikke er personen på billedet) valgte at gå ned på halv tid for at hans kolleger kunne beholde jobbet.
Peter (der ikke er personen på billedet) valgte at gå ned på halv tid for at hans kolleger kunne beholde jobbet. Scanpix / modelfoto


Der var fyringstrusler og nervøsitet - men heldigvis endte det godt for Peter Nielsen og hans kolleger på Roskilde Universitet.

En gruppe ansatte valgte nemlig at redde kollegerne fra en fyreseddel ved at gå frivilligt ned i tid, fortæller Peter Nielsen, der arbejder som forsker, i et debatindlæg på Information.dk. Han er selv en af dem, og skal de næste to år kun arbejde på halv tid.

Den model bør man indføre på flere arbejdspladser, er hans opfordring.

- Mit ideal er ikke fuldtidsjob, overforbrug, og alt hvad der følger med af stress, tomhed og et ensporet liv. Hverken personligt eller for samfundet. Hele vores samfundsmodel med voksende beskæftigelse og højere løn er efter min mening et fortidslevn. Denne model hører til i et samfund med vækst og rigelige ressourcer. Ingen af delene kendetegner vores nutid eller fremtid, skriver han blandt andet i debatindlægget.

Når regeringen, økonomer og arbejdsgiverorganisationer alligevel hele tiden forlanger, at vi skal arbejde mere i stedet for mindre, er det fordi det er en bedre forretning for dem, at folk bliver fyret, end at de kommer på pension. Som arbejdsløs er man nemlig med til at konkurrere om arbejdspladserne, bemærker Peter Nielsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.