Peter Christensen regnede ikke med politisk comeback
Efter valglussingen droppede Peter Christensen politik, men så tilbød Løkke ham forsvarsministerposten.
Peter Christensen (th.) er tilbage i dansk politik som ny forsvarsminister.
Peter Christensen (th.) er tilbage i dansk politik som ny forsvarsminister. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Den nyudnævnte forsvarsminister Peter Christensen (V) havde egentlig indstillet sin politiske karriere helt, efter at det 18. juni ved folketingsvalget ikke lykkedes ham at blive genvalgt.

Men tirsdag aften ringede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til den 40-årige sønderjyde og tilbød ham posten som forsvarsminister efter Carl Holst (V), der tidligere på dagen var trådt tilbage efter en række møgsager.

- Jeg havde ikke forventet, at jeg skulle tilbage i politik af den simple grund, at jeg ikke blev valgt ind i Folketinget. Jeg var indstillet på, at jeg skulle lave noget andet, og jeg havde heller ikke forudset, at der skulle bruges en ny forsvarsminister efter kort tid.

- Så jeg blev overrasket, da statsministeren ringede mig op i går klokken 22, men dog ikke mere, end jeg sagde ja tak, siger Peter Christensen.

På Amalienborg præsenterede Lars Løkke Rasmussen onsdag formiddag den nye forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde for prins Joachim.

På spørgsmålet om, hvordan det er at være tilbage i politik efter at være blevet vraget af vælgerne, svarer Peter Christensen:

- I politik er der meget, der er uforudsigeligt og meget, der er omskifteligt. Og så skal man passe på med at bruge følelserne alt for meget, men se nøgternt på tingene.

Han er blandt andet tidligere skatteminister og politisk ordfører for Venstre. Men efter valglussingen proklamerede Peter Christensen altså, at han droppede politik helt efter 14 år i Folketinget.

- Venstre har fået en røvfuld af Dansk Folkeparti - og det har jeg også, skrev han selv på Facebook efter valget med henvisning til, at DF bragede frem i Sønderjylland, hvor Peter Christensen stillede op.

Valgnederlaget i juni var en overraskelse for mange, der havde spået Peter Christensen som finansminister i en ny blå regering, da "PC", som han kaldes, har været en af de mest udtalte støtter af Lars Løkke Rasmussen.

Den nyudnævnte forsvarsminister stod Løkke bi, da Løkke i sommeren 2014 blev udfordret af Kristian Jensen som Venstres formand.

Peter Christensen var på rygtebasis fortsat i spil til en ministerpost, selvom han ikke blev genvalgt. Løkke havde dog ikke Peter Christensen med på ministerholdet i første omgang. Tre måneder senere er historien en helt anden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.