PET skjulte hackersag i et år
PET undlod at fortælle Center for Cybersikkerhed om hackerangreb mod CSC, hvor vigtige registre blev hacket.
Ved hackerangrebet blev flere yderst personfølsomme offentlige registre, som ligger lagret på en såkaldt mainframe-computer hos CSC, angrebet og kopieret. Arkivfoto.
Ved hackerangrebet blev flere yderst personfølsomme offentlige registre, som ligger lagret på en såkaldt mainframe-computer hos CSC, angrebet og kopieret. Arkivfoto. Foto: www.colourbox.com/free


I helt et år blev Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste holdt ude af en storstilet sag om hackerangreb mod offentlige registre hos virksomheden CSC. Det fremgår af et svar til Folketingets Retsudvalg fra forsvarsminister Nicolai Wammen (S).

I november var Rigspolitiet og Politiets Efterretningstjeneste, PET, ude og beklage håndteringen af sagen, hvor man først i januar 2013 iværksatte en efterforskning, selv om den første henvendelse fra svensk politi kom i juni 2012.

Efter alt at dømme har Rigspolitiet og PET ikke været bevidst om sagens alvor før januar 2013, men selv herefter gik der et halvt år, før centret, som blandt andet har til opgave at værne om kritisk it-infrastruktur, blev fuldt ud orienteret.

Det skete først i juni 2013, få dage før at Rigspolitiet orienterede offentligheden om hackerangrebet.

Ved hackerangrebet blev flere yderst personfølsomme offentlige registre, som ligger lagret på en såkaldt mainframe-computer hos CSC, angrebet og kopieret.

I oktober blev svenske Gottfrid Svartholm Warg idømt tre et halvt års fængsel for at stå bag hackerangrebet, mens en ung dansk mand blev dømt for at spille en mindre rolle i sagen. Sagen er anket til Østre Landsret.

Center for Cybersikkerhed oplyser ifølge Nicolai Wammen, at man 18. marts 2013 fik en henvendelse fra PET om, at "der var en vigtig besked på vej fra en samarbejdspartner vedrørende cyberangreb mod danske interesser".

Tre dage senere oplyste PET til centret, at sagen ville blive efterforsket, men centret fik ikke nærmere information. Heller ikke, da centret dagen efter kontaktede politiet. Her lød beskeden blot, at centret ville blive kontaktet senere.

Det skete så 3. juni 2013, da centret modtog det, der i svaret fra forsvarsministeren kaldes en "egentlig orientering om hackerangrebet" fra PET.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.