PET henter midlertidig chef i Nordsjælland
Finn Borch Andersen bliver konstitueret chef for PET, når Jens Madsen stopper 1. juni.
Politidirektør i Nordsjælland Politi, Finn Borch Andersen, er onsdag blev indsat som konstitueret chef i PET.
Politidirektør i Nordsjælland Politi, Finn Borch Andersen, er onsdag blev indsat som konstitueret chef i PET. Foto: MATHIAS CHRISTENSEN/POLFOTO


Stillingen som chef for Politiets Efterretningstjeneste, PET, slås op efter sommerferien.

Indtil da vil Finn Borch Andersen, politidirektør i Nordsjælland Politi, blive indsat som konstitueret chef.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Justitsministeriet.

- Stillingen som PET-chef vil blive slået op på den anden side af sommerferien, når der har været afholdt valg, og således at der er den fornødne tid til ansættelsesprocessen, lyder det.

53-årige Finn Borch Andersen overtager stillingen 1. juni, hvor Jens Madsen fratræder efter kun knap halvandet år på posten.

Da regeringen i begyndelsen af maj fremlagde sin evaluering af forløbet omkring skudattentaterne 14. og 15. februar i København, annoncerede Jens Madsen, at han ville forlade stillingen.

Jens Madsen kom til chefstillingen efter Jakob Scharf, som forlod jobbet efter massiv presseomtale om store samarbejdsproblemer mellem efterretningstjenestens medarbejdere og ledelse.

Finn Borch Andersen har været politidirektør i Nordsjællands Politi siden 1. april 2013.

Tidligere har han fungeret som stabschef i samme politikreds, vicestatsadvokat ved Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet og politimester i Frederikssund.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.