PET-chef fratræder: "Meget krævende periode"
Jens Madsen stopper som PET-chef. Meddelelsen kommer samme dag som terror-redegørelse.
Jens Madsen stopper som PET-chef
Jens Madsen stopper som PET-chef Foto: THOMAS BORBERG/POLFOTO


Jens Madsen fratræder efter kun halvandet år på posten stillingen som chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Han rykker den 1. juni 2015 videre til politiområdet i Rigspolitiet, oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

- Det har været en spændende udfordring at lede PET de sidste halvandet år. Det er ikke nogen hemmelighed, at det er en meget krævende stilling og har været en meget krævende periode, siger Jens Madsen i en kommentar og fortsætter:

- Efter grundige overvejelser har jeg aftalt med departementschefen i Justitsministeriet og rigspolitichefen, at jeg nu vil kaste mig over nye opgaver med at udvikle dansk politi.

Meddelelsen kommer samme dag, som justitsminister Mette Frederiksen (S) vil fremlægge politiets redegørelse for, hvad der skete omkring terrorangrebet i København i midten af februar.

Departementschef Barbara Bertelsen udtaler, at PET-chefen har stået i spidsen for organisationen i en svær tid:

- Jens Madsen har varetaget en svær opgave i en svær tid. Det skal han have stor tak for, og jeg er overbevist om, at de nye opgaver bliver et godt match for ham og for politiet, siger han.

PET oplyser til Ritzau, at de ikke har yderligere kommentarer til chef-exitet.

Da justitsministeren tidligere på året fremlagde redegørelserne fra de øvrige myndigheder; Rigsadvokaten, Kriminalforsorgen og Domstolsstyrelsen, førte det til i alt 11 tiltag fra ministerens hånd.

De byggede på faktuelle beskrivelser, der blandt andet afslørede, at myndighederne havde kendt til gerningsmanden i mange år. Han nåede således både at være i deres søgelys og varetægt, men endte alligevel sit liv som terrorist.

Jens Madsen blev ansat 1. januar 2014 på en seksårig kontrakt som chef for PET.

PET's opgave er at identificere, forebygge og imødegå trusler mod det danske samfund og trusler rettet mod danskere og danske interesser i udlandet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.