PET beklager kronprinsens broture
PET beklager, at kronprins Frederik efterfulgt af livvagter krydsede en lukket storebæltsbro, og PET gennemgår nu proceduren.
Kronprinsen kørte både lørdag og søndag over den stormlukkede Storebæltsbro - uden tilladelse fra de ansvarlige myndigheder. Nu undskylder PET for beslutningen.
Kronprinsen kørte både lørdag og søndag over den stormlukkede Storebæltsbro - uden tilladelse fra de ansvarlige myndigheder. Nu undskylder PET for beslutningen. Foto: JENS DIGE/POLFOTO


Politiets Efterretningstjeneste, PET, beklager, at kronprins Frederik i Krone 7 efterfulgt af livvagter fra PET krydsede en lukket storebæltsbro uden tilladelse fra politiet. PET gennemgår nu de relevante procedurer, lyder det i en pressemeddelelse.

Broen var lukket for al biltrafik på grund af stormen Egon, og ifølge selskabet bag broen, Sund og Bælt, var det grænsende til livsfarligt at køre over broen.

- PET kan bekræfte, at Krone 7, fulgt af PET-livvagter, fik adgang til at passere Storebæltsbroen, selvom den var lukket for biltrafik på grund af storm, skriver PET.

- Det er PET's ansvar at varetage sikkerheden i sådanne situationer, og denne passage burde naturligvis ikke være sket, står der i pressemeddelelsen.

- PET beklager og vil nu gennemgå de relevante procedurer på området, skriver PET.

Kronprinsen beklager også episoden, og han "kan godt forstå, at situationen var med til at skabe yderligere frustrationer og vrede blandt de mennesker, der havde ventet i mange timer på at passere broen".

Kronprins Frederik kørte både lørdag eftermiddag og natten til søndag over Storebæltsbroen.

Ritzau har haft kontakt med politiinspektør Steen Nørskov fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi.

Han forklarer, at kongehuset - med henvisning til kronprinsens sikkerhed - havde anmodet om tilladelse til at køre om på den anden side af broens afspærringer.

Men herfra var turen så gået over broen - uden at der var givet tilladelse fra politiets side.

Kronprinsen kan ikke straffes for turen, men hvis en almindelig borger havde kørt to gange over en lukket bro, havde det kostet mindst 2000 kroner, vurderer chefanklager ved Fyns Politi Jan Stick.

- Det giver en bøde på 1500 kroner per gang, men med to enslydende overtrædelser lægger man sammen og finder en midterposition, så det ville samlet ligge omkring 2000-2500 kroner i bøde, siger Jan Stick.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.