Debatten har raset de seneste dage, efter det kom frem, at Børnehaven Regnbuen i Tønder har en politik om, at pædagoger ikke kysser børnene på munden, fordi det ifølge områdeleder Sanne Nielsen kan være "grænseoverskridende for børn såvel som medarbejdere".
Børnehaven Regnbuen trak forbuds-kortet, fordi en medarbejder udviste mistænkelig afdærd og på en "uhensigtsmæssig måde" legede ride-ride-ranke med børnene.
Mistanken var ubegrundet og fik personalet til at lave retningslinjer for pædagogernes omgang med børnene.
Victoria Beckham får kritik
Men det er ikke kun i Danmark og i de traditionelle medier debatten raser.
I England deler et kendis-kys vandene, og der bruges ord som "perverst" og "lesbisk" efter super-kendissen Victoria Beckham forleden på Instagram ønskede sin datter Harper tillykke på hendes fem-års fødselsdag.
Victoria Beckham - hustru til fodbold-ikonet David Beckham - postede et billede, hvor hun kysser datteren på munden. Med billedet følger teksten: "Tillykke med fødselsdagen, skatte-pige. Vi elsker dig allesammen meget."
Det fik nogle af Victoria Beckhams følgere til at skrive kommentarer som "Hvorfor f..... kysser du din datter på munden" og "Det er underligt at kysse sine forældre på munden". En gik så langt som til at tolke billedet som om mor og datter havde elskov.
Victoria Beckham får dog også støtte. Blandt andre skriver skuespilleren Jo Ellis: "Victoria Beckham som kysser Harper er smukt; en kærlig forælder viser ægte kærlighed og hengivenhed til sin datter. Venligst verden ... fat det".
Kærlighed og omsorg
Det er stort set de samme to fronter, som Børnehaven Regnbuens kysse-forbud fik trukket op her hjemme.
I Børnehuset Mælkebøtten i Holte kysser man heller ikke børnene. Pædagogerne skal ikke "forveksle denne professionelle opgave med den kærlighed, som barnet møder i sit hjem hos forældre og familie", og derfor "elsker man ikke de børn, man arbejder med, man kysser dem ikke og er ikke deres bedste ven," skriver institutionens ifølge Berlingske på dens hjemmeside.
Hos Børns Vilkår mener seniorkonsulent Bente Boserup, at pædagoger skal give vuggestuebørn og børnehavebørn trøstende kys, hvis de har slået sig eller er kede af det.
- Man skal have lov til at kysse børnene som led i den omsorg, man giver. Det handler ikke om at seksualisere et ganske almindeligt omsorgskys på panden eller et kys på en lille rift på hånden og siger "hokuspokus, nu er det væk", siger hun til Ritzau og tilføjer:
- Børnene er meget dårligt hjulpet, hvis vi ikke som voksne hjælper dem med at skelne mellem almindelig kærlighed og omsorg, og hvad der er voksen seksualitet. Det kan vi ikke lære dem, hvis vi bliver kropsforskrækkede.