Peru anholder amerikaner for at sælge mindreårige
En amerikaner er anholdt i Peru for at sælge kvinder og mindreårige. 36 ofre blev befriet under aktionen.


Det peruanske politi har i samarbejde med amerikanske kolleger afdækket et kriminelt netværk, der solgte kvinder og mindreårige til sexturister. Det skriver det amerikanske nyhedsmedie CNN.

Ifølge CNN er en amerikaner anholdt for i årevis at have "faciliteret sexturisme og udnyttelse af børn".

Peruansk politi fortæller, at amerikaneren i samarbejde med mindst fem lokale, solgte ofrene til amerikanske sexturister samt til seksuelle ydelser via internettet. I alt blev 36 formodede ofre befriet under aktionen i Perus hovedstad, Lima.

- Det amerikanske politi informerede os om, at amerikanske borgere rejste til Peru med det formål at have sex med mindreårige drenge og piger. Det igangsatte vores undersøgelse, siger general Oscar Gonzales fra det peruanske politi.

Det oplyses, at 11 af de 36 ofre var mindreårige. En af disse var et barn på blot fire år. Vedkommende blev solgt til "kunder" via internettet for 7000 dollar svarende til godt 50.000 kroner.

Under ransagningerne blev der desuden fundet store mængder børneporno, et våben og narkotika.

Politiet fortæller, at amerikaneren, der er 64 år, har boet i landet i 14 år, og at han drev en sexbutik.

Amerikaneren kan idømmes op til 25 års fængsel i Peru. Han kan desuden retsforfølges i USA. Amerikaneren selv nægter sig skyldig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.