Person med klovnemaske stikker ung mand med kniv i Sverige
Mand slap med overfladiske sår efter møde med klovneudklædt person. Foreløbig ingen spor efter klovnen.


En person iført klovnemaske har overfaldet en ung mand med kniv i den svenske by Varberg, der ligger mellem Göteborg og Helsingborg på den svenske vestkyst.

Det rapporterer det svenske nyhedsbureau TT.

Overfaldet, hvor en 19-årig mand blev stukket med kniv, skete torsdag aften.

Den unge mand slap med overfladiske sår. Han har fortalt politiet, at den person, der overfaldt ham, var iført gul jakke, blå bukser og en klovnemaske.

Selv om svensk politi natten til fredag har ledt efter gerningspersonen med hunde, er der fortsat ingen spor efter klovnen.

Ifølge TT blev en kvinde i Skänninge i Östergötland i det sydlige Sverige forleden nat skræmt af to personer, der var klædt som klovne. Thomas Agnevik fra det lokale politi sagde, at politiet foruden kvindens anmeldelse har fået tre andre anmeldelser.

En trend, hvor folk ifører sig klovnekostume og skræmmer tilfældige personer fra vid og sans, breder sig for tiden i flere dele af verden.

Torsdag kunne DR Trekanten berette, at fænomenet tilsyneladende også er nået til Danmark - nærmere bestemt Fredericia.

Her skræmte to drenge iført klovnekostumer og med en økselignende genstand en tilfældig mand.

Drengene meldte sig selv til politiet, efter at sagen var blevet omtalt i flere medier.

- Der var ingen onde hensigter i det. Det var bare ikke gennemtænkt fra deres side, sagde drengenes skoleleder til DR Trekanten senere torsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.