Det kræver ikke meget at få forholdet tilbage på rette kurs, og på blot en uge kan der slå helt nye gnister i parforholdet – og ikke mindst på lagnerne. Så har du modet, men er du blot lidt idéforladt, har Tidens Kvinder samlet nogle af deres bedste tips i en effektiv og sexet ugeplan, der vil ændre dit sexliv og dit forhold.
Tag ansvaret for din egen lyst. Læs mere på tidenskvinder.dk
Mandag: Shopping
Lav en shoppingaftale og overrask ham eller hende, når det viser sig, at det hverken er tøj eller mad, der skal shoppes, men derimod sexlegetøj. Det kan være en pirrende oplevelse, der sætter gang i fantasien.
Tirsdag: Tantra
Tantraen har fået et stærkt comeback, så invester i en fjer, et par stearinlys, et stykke silke og noget lækker massageolie. Start med ben, fødder, arme og ryg, og arbejd jer lige så stille hen mod de ædlere dele. Forventningens glæde kan være pirrende i sig selv, og jo længere tid I bruger – jo større bliver glæden.
Onsdag: Kommunikér
Sørg for at de vigtigste arbejdsopgaver er klaret, og brug tiden foran computeren på at pleje parforholdet. Et enkelt ’jeg glæder mig til i aften’ kan være anledning til en lang og fræk korrespondance, der langsomt bygges op i løbet af dagen – og forhåbentlig udmønter sig i sex.
Faker du dine orgasmer? Læs mere på tidenskvinder.dk
Torsdag: Træning
Udfordr jer, selv og prøv noget nyt. Udvælg f.eks. fem stillinger I aldrig har prøvet før. Har du f.eks. hørt om 68’eren? En stående 69’er? Amazonestillingen? Trillebøren, måske? Hvis ikke er der god grund til at undersøge dem nærmere eller måske skabe jeres helt unikke stilling. I bliver udfordret anatomisk og seksuelt og lærer dermed at nyde på nye måder.
Fredag: Kunst
Eksperimenter med de visuelle hjælpemidler, og lav jeres egen erotiske film, hvor I lader jer filme fra forspillets spæde start, gennem de frække øvelser fra torsdagens udskejelser, og til I når klimaks. Efterfølgende kan I nyde en intens filmaften, der sætter krydderi på jeres sexliv og jeres forhold.
Lørdag: På date
Gør de gængse restaurantbesøg lidt frækkere. Hvis bordet har en dug, er mulighederne uendelige. Brug hænder og fødder til at nusse hinanden rigtige steder – og smut gerne ud på toilettet til en fræk quickie – hvis I tør.
Søndag: Gastronomiske glæder
Mad og sex er begge en kombination af behov og nydelse. Start med tilberedningen – i nøgen tilstand, smag på ingredienserne undervejs, og smag på hinanden. Berøringer, kys og klem får lysterne til at simre, men da maden på samme tid skal passes, bliver simretiden ekstra lang.
Gitte Holm, Magasinet Tidens Kvinder