Pentagon: Koalitionen kan have bombet Assads base
Den amerikanskledede koalition troede, at den angreb Islamisk Stats positioner, meddeler Pentagon.


Det amerikanske forsvarsministerium Pentagon vil ikke afvise, at fly fra den amerikanskledede koalition kan have foretaget luftangreb mod det syriske militærs positioner ved Deir al-Zor i det østlige Syrien.

- Koalitionsstyrkerne troede, at de angreb en af Daesh' kamppositioner, skriver Pentagon i en meddelelse.

Daesh er en anden betegnelse for Islamisk Stat.

- Koalitionens luftangreb blev stoppet omgående, da embedsmænd i koalitionen blev informeret af russiske embedsmænd om, at det var muligt, at det mandskab og de køretøjer, der var målet, var en del af det syriske militær, fortsætter Pentagon.

Unavngivne amerikanske embedsmænd, der er citeret i pressemeddelelsen, siger, at koalitionsstyrkerne ikke med overlæg ville angribe en kendt syrisk militærenhed, skriver nyhedsbureauet dpa.

Det amerikanske forsvarsministerium udsendte meddelelsen kort efter, at Rusland og Syriens hær havde meldt ud, at fly fra den amerikanskledede koalition har dræbt snesevis af syriske regeringssoldater ved angrebet mod Deir al-Zor.

Samtidig siger en anonym kilde i det amerikanske militær, at det er "rimelig sikkert", at syriske styrker blev angrebet af den amerikansk ledede koalition, skriver Reuters.

Ifølge kilden blev angrebet udført på baggrund af amerikanske efterretninger, efter at målet for angrebet var blevet sporet i flere dage.

Angrebet varede omkring en halv time, og blev øjeblikkeligt standset, da russerne kontaktede koalitionen, lyder det fra kilden.

En anden anonym kilde på den ramte luftbase siger til Det Syriske Observatorium, at der er omkring 80 dræbte regeringssoldater, og at fly fra den amerikanskledede koalition stod bag.

Observatoriet, der overvåger udviklingen i Syrien fra Storbritannien, kunne dog ikke umiddelbart fastslå, hvilke fly der har gennemført angrebet.

Ifølge det russiske militær er 62 soldater fra den syriske præsident Bashar al-Assads hær dræbt.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.