Nu er den igen gal med rejsekortet.
Pensionister og studerende risikerer nemlig at betale op til 50 procent for meget, hvis de tjekker ind med rejsekortet i stedet for at trække en billet i automaten.
TV 2 har undersøgt seks strækninger på DSBs lyntogsrute, og tendensen er den samme i alle tilfældene.
Problemet opstår, hvis en indehaver af Rejsekort Pensionist eller et Rejsekort Ung tjekker ind på almindelige standardtogrejser mandag-torsdag og lørdage. På disse tidspunkter kan det nemlig meget bedre betale sig at trække en billet i automaten, selvom det er et krav for indehaverne af de to omtalte typer rejsekort at de er pensionister eller har et DSB-Ung-kort. Noget som giver dem en rabat på billetterne, men altså ikke på Rejsekortet.
- Det giver ikke mening, og det er jo mange penge for de grupper, som det går ud over, siger senior rådgiver for transport hos Forbrugerrådet Tænk, Asta Ostrowski.
Hun mener, at forbrugeren skal have den samme pris, da der ligger en berettiget forventning om, at rejsekortet leverer den billigste rejse.
Ifølge chef for forretningsudvikling i DSB, Aske Wieth-Knudsen, ville det gå ud over andre billettilbud, hvis rejsekortet og DSB enkeltbilletter altid skulle være ens.
- Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at gennemskue, hvis man tror, at rejsekortet altid er den billigste løsning, men det er vigtigt at være klar over, at det ikke altid er sådan, siger han.
I alt rejser cirka 192.000 passagerer med et Rejsekort Pensionist og ca. 74.000 med et Rejsekort Ung.
Se prisforskellen på de seks undersøgte strækninger her.