En sprængning af en pengeautomat i Osted ved Roskilde var natten til torsdag så voldsom, at murbrokker fløj op til 100 meter væk fra den bygning, hvor automaten sad.
Politiet fik anmeldelsen om sprængningen klokken 03.20 i nat, efter at flere alarmer i den tilhørende bank var gået i gang.
En forretning ved siden af er ifølge Ritzau også hårdt medtaget efter eksplosionen. Praktisk talt er hele fronten på forretningen, et pizzaria, væk.
Politiet afspærrede området og regnede torsdag morgen med at skulle arbejde på stedet i "nogle timer endnu". Også brandvæsnet har været til stede.
Det er endnu uvist, hvor mange gerningsmænd, der er tale om, hvordan automaten er blevet sprængt, og om det er lykkedes nogen at slippe væk med kontanter.
Politiet hører gerne fra vidner, der har set noget mistænkeligt op til gerningstidspunktet eller efterfølgende.
Se flere videoer på Localeyes.dk