Paven takker Obama for at bekæmpe global opvarmning
Pave Frans besøger Det Hvide Hus og får tak for sin støtte til at normalisere forholdet mellem USA og Cuba.
Pave Frans ankom onsdag til Det Hvide Hus kørende i en Fiat 500, som næsten blev helt væk blandt de kæmpemæssige sorte biler, som de amerikanske sikkerhedsfolk lod sig transportere i.
Pave Frans ankom onsdag til Det Hvide Hus kørende i en Fiat 500, som næsten blev helt væk blandt de kæmpemæssige sorte biler, som de amerikanske sikkerhedsfolk lod sig transportere i. Foto: AT/AP


Præsident Barack Obama og hans kone Michelle tog imod i strålende solskin, da pave Frans onsdag ankom til Det Hvide Hus i Washington i en lille Fiat i familiestørrelse.

Paven havde dagen forinden afsluttet et tre dage langt besøg i Cuba.

Da paven tog ordet, var det emner som indvandring og klima, som han fremhævede. Det er emner, der er politisk sprængfarlige i USA med mindst 11 millioner illegale indvandrere fra Latinamerika og mange såkaldte klimafornægtere i Kongressen.

Men det er emner, hvor paven og Obama ligger tæt på hinanden.

Den argentinskfødte pave fremhævede, at han selv er søn af en indvandrerfamilie.

- Som søn af en indvandrerfamilie er jeg glad for at være gæst i dette land, som på et langt stræk blev opbygget af disse familier, konstaterede han.

Paven er ikke en politisk leder, men en åndelig leder. Men hans støtte til Obamas klimakurs var ikke til at misforstå.

- Hr. præsident, jeg finder det opmuntrende, at De foreslår et initiativ til at reducere luftforureningen. Ved at acceptere, at det haster, så synes det at stå klart for mig, at også klimaforandringerne er et problem, som ikke længere kan skubbes videre til den næste generation, sagde paven på engelsk.

Obama takkede foran et stort publikum på plænen foran Det Hvide Hus paven for hans "uvurderlige støtte" til at sikre en normalisering af forholdet mellem USA og Cuba efter næsten 55 års fjendskab.

De to lande genåbnede for få uger siden deres ambassader i Washington og Havana.

Som pave Frans har gjort det igen og igen under sin korte tid som øverste leder for verdens katolikker, understregede Obama vigtigheden af at sikre større lighed i verden og sikre respekten for ethvert individ.

Pavens replik var:

- Jeg vil gerne se alle velmenende mænd og kvinder i denne storslåede nation støtte bestræbelserne i det internationale samfund på at beskytte de udsatte i denne verden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.