Patrick Nielsens træner: Alt bliver bedre
Joey Gamache har set forbedringer i træningslokalet, før danskeren lørdag skal bokse i supermellemvægt.
Patrick Nielsen (th.) er blevet bedre siden skiftet til supermellemvægt, mener hans træner.  Her ses han med George Tahdooahnippah.
Patrick Nielsen (th.) er blevet bedre siden skiftet til supermellemvægt, mener hans træner. Her ses han med George Tahdooahnippah. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


De danske boksefans kan se frem til en forbedret udgave af Patrick Nielsen, når han lørdag aften bokser sin første kamp i supermellemvægt.

Det mener hans træner, Joey Gamache, efter at den 23-årige Albertslund-bokser er gået en klasse op fra mellemvægt.

- Patrick bliver friskere og får mere power i supermellemvægt. Alt vil blive bedre, hans styrke, udholdenhed og modstandskraft.

- Det giver os muligheden for at være mere aggressive i ringen, og Patrick kan derfor skabe flere problemer for sine modstandere, siger Joey Gamache.

Han har været træner for Patrick Nielsen i cirka to år, og han ser forbedringer hos sin danske bokser.

- Tidligere har han skullet smide en masse vægt op til kampene, og det har påvirket hans præstationer.

- I supermellemvægt vil vi se den ægte Patrick. Her vil han vise sit sande potentiale. Jeg har allerede set en stor forskel i træningslokalet, siger Joey Gamache.

Patrick Nielsen har vundet 23 kampe og tabt en enkelt kamp som professionel.

Hans modstander ved lørdagens stævne i Ballerup Super Arena er den 36-årige George Tahdooahnippah.

Amerikaneren møder frem med 34 sejre, et nederlag og to uafgjorte kampe på sin rekordliste.

Dennis Ceylan og Abdul Khattab er de øvrige danskere i aktion ved stævnet i Ballerup Super Arena.

Dennis Ceylan møder i fjervægt den tidligere verdensmester Dmitry Kirillov fra Rusland.

Abdul Khattab skal i mellemvægt møde Mikheil Khutsishvili fra Georgien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.