Patrick boede i plejefamilie: Måtte tilbagebetale 50.000 kroner i SU
Da Patrick Falgren Larsen fyldte 18 år, begyndte han at få SU ligesom sine studiekammerater på gymnasiet. Men da en sagsbehandler blev opmærksom på, at han samtidig boede i en plejefamilie, blev SU-udbetalingerne afløst af en kæmperegning.
Patrick boede hos sin plejefamilie, og så måtte han ikke få SU. Det vidste han ikke - derfor endte han med en regning på 50.000 kroner.
Patrick boede hos sin plejefamilie, og så måtte han ikke få SU. Det vidste han ikke - derfor endte han med en regning på 50.000 kroner. Privatfoto


Når man bor i en plejefamilie, kan man ikke få SU, mens man studerer.

Det ved 25-årige Patrick Falgren Larsen i dag. Men det vidste han ikke, da han for syv år siden fyldte 18 år, mens han gik i gymnasiet og boede hos sin plejefamilie i Frørup på Østfyn.

Heller ikke Patricks plejefamilie eller studievejlederen på gymnasiet var opmærksom på særreglerne for anbragte unge. Derfor endte den unge fynbo med at få udbetalt SU i to år, indtil en ny sagsbehandler i kommunen satte en effektiv stopper for det.

- Så stod jeg lige pludselig og skulle betale 50.000 kroner tilbage, som jeg havde fået i SU. Men så mange penge, havde jeg slet ikke, fortæller Patrick til Avisen.dk.

Stemplet som kriminel og svindler

Patrick flyttede ind hos sin plejefamilie, da han var 3 år, fordi hans biologiske mor ikke kunne klare at passe ham. Og da han fyldte 18 år, blev Patrick og kommunen enige om, at det var fornuftigt, at han blev boende hos plejefamilien, indtil han blev færdig som student.

Og umiddelbart virkede det ikke til, at det skulle skabe problemer af nogen art.

- Da jeg snakkede med min studievejleder handlede det mest om, hvorvidt jeg kunne få SU som hjemmeboende eller som udeboende. Jeg endte med at få at at vide, at jeg skullle have SU til den høje takst som udeboende, fordi jeg boede mere end 20 kilometer væk fra mine biologiske forældre, fortæller Patrick.

Men den høje SU-takst endte med at ramme Patrick som en boomerang, da han fik en ny sagsbehandler i kommunen, som var bedre inde i lovgivningen.

- Så kom jeg gevaldigt i klemme, og jeg blev nærmest stemplet som kriminel og svindler, fordi jeg havde bedraget systemet og fået SU. Det var meget ubehageligt, siger Patrick.

De fleste SU-penge var brugt for længe siden, og derfor var det ikke nogen nem opgave at betale den uventede regning, som løb op i næsten 50.000 kroner

- Jeg havde en opsparing på 15.000 kroner, som gik til det, og så var jeg så heldig, at jeg havde en fantastisk plejefamilie, som betalte resten.

Særregler og sagsbehandlere

Efter endt studentereksamen flyttede Patrick fra sin plejefamilie og ind til Odense, hvor han netop er blevet færdiguddannet cand.mag. i kultur og formidling.

Selvom hele SU-miseren ligger flere år tilbage i tiden, så frustrerer det ham stadig at tænke tilbage på, hvordan han blev forskelsbehandlet, fordi han boede i en plejefamilie.

- Jeg har prøvet at tænke på min plejefamilie som enhver anden familie, men engang imellem bliver man så konfronteret med særregler og sagsbehandlere, og det har jeg aldrig brudt mig om. For så bliver man igen mindet om, at man er anderledes, siger Patrick.

Han håber, at politikerne vil ændre på reglerne, så anbragte unge bliver ligestillet med alle andre unge studerende - også når det gælder retten til SU.

- Det er et stort problem, at man på den her måde bliver diskrimineret og behandlet anderledes end andre. Det er ikke særlig sjovt at få at vide, at der gælder andre regler for dig, bare fordi du er anbragt.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.