Patient symptomfri - men forbliver isoleret i Hvidovre
Der er ikke længere symptomer på ebola hos en person, som tirsdag blev indlagt på Hvidovre Hospital med feber.
Infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital. Det er tredje gang på fem uger, at Hvidovre Hospital har tilset en person, hvor der er mistanke om, at en vedkommende kan være smittet med ebola.
Infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital. Det er tredje gang på fem uger, at Hvidovre Hospital har tilset en person, hvor der er mistanke om, at en vedkommende kan være smittet med ebola. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


En dansker, der tirsdag blev indlagt på Hvidovre Hospital med mistanke om ebola, meldes nu symptomfri. Vedkommende forbliver dog i højisolation på Hvidovre Hospital.

- Patienten blev testet negativ i en første prøve og har ikke længere symptomer. Men vi tager ingen chancer, og derfor beholder vi patienten isoleret, indtil vi kan være sikre på, at symptomerne ikke vender tilbage, siger vicedirektør på Hvidovre Hospital, Torben Mogensen.

Ifølge TV2 er personen en medarbejder på tv-stationen, og vedkommende har for nylig været i Vestafrika.

Tirsdag fik vedkommende feber, som er et indledende symptom på den dødelige virus, og derfor blev medarbejderen indlagt til observation.

Torben Mogensen forklarer, at der endnu ikke er taget en anden prøve, fordi man ikke nødvendigvis ville kunne stole på prøvens resultat.

- Patienten henvendte sig så hurtigt efter at have fået symptomer, at vedkommende godt kunne aflevere en negativ prøve, selvom der faktisk var tale om smitte.

- Men hvis symptomerne ikke er der, hvilket de ikke er nu, så er der slet ikke grund til at tage en test. For hvis der er virus i blodet, vil der også være symptomer, siger Torben Mogensen.

Det er tredje gang på fem uger, at Hvidovre Hospital har tilset en person, hvor der er mistanke om, at en vedkommende kan være smittet med sygdommen. I de to tidligere tilfælde har der været tale om falsk alarm.

- Ligesom ved de to tidligere tilfælde af ebola-mistanke på Hvidovre Hospital, som viste sig at være negative, har beredskabet også i denne omgang fungeret efter planen, siger Torben Mogensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.