Patient fik kræft-besked på gangen
Danske patienter bliver udspurgt om fortrolige sundhedsforhold på sygehusgangen. Det afslører en ny dokumentar.
TV 2-journalisten Michael Bech blev indlagt på Hvidovre Hospital og besluttede at filme kritisable forhold med sin telefon. Optagelserne afslører blandt andet, at patienterne udspørges om fortrolige forhold på gangene.
TV 2-journalisten Michael Bech blev indlagt på Hvidovre Hospital og besluttede at filme kritisable forhold med sin telefon. Optagelserne afslører blandt andet, at patienterne udspørges om fortrolige forhold på gangene. Foto: TV 2


En ny TV 2-dokumentar udstiller, hvordan patienter bliver udspurgt om dybt private forhold på gangene og andre steder, hvor samtalerne kan overhøres af uvedkommende.

Det skriver tv2.dk

Dokumentaren ‘Patienten der fik nok’ viser blandt andet, hvordan patienten Leo Pilloni bliver spurgt til højde, vægt, ægteskabelig status, religion, alkohol- og rygevaner ude på gangen. Han skal også beskrive sin afføring og urin.

Det kulminerer med, at Leo Pilloni - også ude på gangen - får at vide, at han har en kræftknude i maven.

-Det er et helt ufatteligt dårligt sted at få sådan en ting at vide. Det er overhovedet ikke okay. Jeg vil gerne selv vælge, hvem der skal have at vide, hvad jeg fejler, siger Leo Pilloni til TV 2.

En rystende hverdag

Optagelserne til dokumentaren er lavet af TV 2-journalist Michael Bech, der selv tidligere på året blev indlagt akut på Hvidovre Hospital. Her mødte han en hverdag, der rystede ham. Derfor besluttede han at dokumentere sit ophold og har filmet episoder med sin mobil. Han ser blandt andet elendig rengøring, konsultationer på gangene og lange vente- og diagnosetider.

TV-stationen har også fået gennemført en MEGAFON-måling, der viser, at hver sjette patient har oplevet, at de har måttet tale om private sundhedsforhold i påhør af andre.

En sundhedsjurist siger til TV 2, at den praksis med samtaler på gangene, som dokumentaren afslører, strider mod flere love og bekendtgørelser omkring tavshedspligt og fortrolighed.

Ikke acceptabelt

Torben Mogensen, vicedirektør på Hvidovre Hospital, erkender over for TV 2, at der er et problem.

- Jeg tror, det er, fordi vi har rigtig mange patienter igennem hospitalet. Der kommer rigtig mange ind og ud hver dag, og så er der sneget sig en rutine ind, som bare ikke er acceptabel, siger vicedirektør Torben Mogensen til TV 2.

Han siger, at den pågældende afdeling, hvor optagelserne stammer fra, kommer til at ændre rutiner ”aldeles omgående.”

Dokumentaren 'Patienten der fik nok' vises torsdag aften på TV 2.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.