Passivt eller ej: Hashkørsel stadig ulovligt
En forklaring om at være blevet passivt skæv holdt ikke i Højesteret, som fratager mandens kørekort i tre år.


En mand følte sig så uretfærdigt behandlet, da han blev frakendt kørekortet i tre år på grund af hashkørsel, at han har anket sagen hele vejen til Højesteret.

Han havde nemlig aldrig selv røget hash. Han var blevet passivt påvirket i en rygekabine på en erotikmesse, forklarede han.

Men det er ligegyldigt, om man er blevet passivt påvirket eller ej. Det er ens eget ansvar ikke at køre bil i narkopåvirket tilstand, fastslår Højesteret onsdag. Retten stadfæster derved Østre Landsrets dom.

- Højesteret fandt, at tiltalte havde handlet uagtsomt ved med viden om sin massive udsættelse for andres hashrygning at have ført bil, står det skrevet i Højesterets domsafsigelse.

Antallet af sigtede for narkopåvirket kørsel er eksploderet de seneste år.

Sidste år sigtede politiet 5259 bilister for narkokørsel, og det er næsten halvt så mange som antallet af sigtede spritbilister.

I 2011 optrådte 15 tilfælde af narkokørsel.

De flere sigtelser skyldes blandt andet et narkometer, som politiet tog i brug i 2013. Det gør det markant lettere for politiet at påvise narkopåvirkning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.