Passagerfly blev skudt ned i Ukraine af russisk missil
Luftrummet over konfliktzone i det østlige Ukraine burde have været lukket, mener havarikommission. 298 omkom.
Et missil fremstillet i Rusland ramte den venstre side af passagerflyets cockpit, siger talsmand for den hollandske havarikommission, som tirsdag offentliggjorde den længe ventede rapport om MH17-nedskydningen i 2014.
Et missil fremstillet i Rusland ramte den venstre side af passagerflyets cockpit, siger talsmand for den hollandske havarikommission, som tirsdag offentliggjorde den længe ventede rapport om MH17-nedskydningen i 2014. Foto: Mstyslav Chernov/AP/AP


Hollands havarikommission fastslår i sin endelige rapport, at passagerflyet MH17 blev skudt ned over det østlige Ukraine af et BUK-missil fremstillet i Rusland.

- BUK-missilet ramte den venstre side af cockpittet, siger talsmanden for havarikommissionen, som offentliggjorde den længe ventede rapport på en militærbase tirsdag efter 15 måneders spekulationer om årsagen til flykatastrofen.

- Dette sprænghoved er i overensstemmelse med dem, som er installeret i BUK-jord-til-luft-missilerne, siger formanden for kommissionen, Tjibbe Joustra.

Ved et møde med ofrenes familier tidligere tirsdag sagde Joustra, at passagererne mistede bevidstheden som følge af det pludselige tryktab i kabinen og mangel på ilt.

Havarikommissionen siger, at "luftrummet over konfliktzonen i Ukraine burde have været lukket."

Kommissionen var ikke bemyndiget til at tage stilling til spørgsmål vedrørende skyld. Det fremgår derfor ikke, hvem der affyrede missilet.

Den hollandske premierminister, Mark Rutte, beder Rusland om at samarbejde fuldt og helt i den videre efterforskning af skyldsspørgsmålet.

- Det er nødvendigt at ruste sig med tålmodighed forud for den afsluttende efterforskning af sagen, siger han.

Flyet blev skudt ned 17. juli sidste år. Passagerflyet MH17 havde 298 personer om bord. Det var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur.

Den russiske producent af BUK-missiler tog øjeblikkeligt afstand fra rapporten fra den hollandske havarikommission. Det statskontrollerede russiske firma Almas-Antei viste videooptagelser af et BUK-missil, der eksploderede tæt ved næsen af et udtjent Iljusjin- fly.

Eksperimentet skulle vise, at BUK-missilet ikke blev affyret fra Snisjne - en landsby kontrolleret af prorussiske oprørere.

Ruslands regering har under hele forløbet kritiseret den hollandske undersøgelse, som ledelsen i Moskva kalder partisk.

Rusland har flere gange tidligere kritiseret, at man ikke har taget russiske beregninger og undersøgelser af hændelsen i betragtning.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.