Hvad gør man, når man midt om natten strander flere timer i et S-tog, der holder stille midt på strækningen?
Man holder en fest, leger ølstafet i midtergangen og bygger et nødtoilet.
Sådan slog godt 100 passagerer ventetiden ihjel, da de natten til i går strandede i S-toget fra Klampenborg omkring midnat og to timer frem. Det skriver Politiken.
Først var der gnister, så et brag. Herefter meddelte togføreren over anlægget, at toget var kørt over en nedfalden køreledning og derfor ville holde stille de næste par timer.
Togførerne ville ikke åbne dørene. Det kan nemlig være livsfarligt at gå på sporene, når der er fare for elektricitet uden for ledningerne, og man kan få stød.
Mange af passagererne var festglade studenter, der snart fik stablet en ølstafet på benene. Andre lagde sig til at sove på de alt for korte sæder. En del af den forreste vogn blev efter noget tid tilladt som rygekupé, da en mand fik trang til en cigaret, og førerhuset blev indrettet som nødtoilet med en pose, så passagererne kunne forrette deres nødtørft.
"Vi lider jo ingen nød," lød det fra passageren Lisbeth ifølge Politiken.
"Det vigtigste er, at folk er stille og rolige," sagde hun.
Kvart over to om natten lykkedes det dog teknikerne at få hjulpet samtlige passagerer ud af toget og over i en bus, der holdt og ventede på Bernstorffsvej Station, skriver Politiken.