Vi vil så gerne passe på arvesmykkerne, iPaden og designermøblerne, og derfor investerer mange danske familier i en tyverialarm.
Selvom de fleste ønsker at beskytte deres værdigenstande bedst muligt, er prisen vigtigere end sikkerheden, når danskerne køber alarmer.
Det viser en undersøgelse lavet af prissammenlignings-siden Ekspertvalg.dk. Her svarede 77 procent ud af 3.500 brugere, at de foretrækker et alarmsystem uden abonnement, der hverken tilkalder alarmselskab eller politi. Det kan invitere tyvene ind.
- Hvis du har opmærksomme naboer eller bor på en trafikeret vej, kan alarmens hyletone være nok til at skræmme tyvene, men hvis man bor på landet, eller naboerne ikke er hjemme, så er der ingen, der træder til, hvis alarmen bare hyler, siger Patrick Westphal, der er kommunikationsansvarlig hos Ekspertvalg.dk.
Ifølge alarmselskabet G4S er det let for professionelle tyve at se forskel på alarmerne, og tyvene foretrækker et alarmsystem, hvor de ikke skal frygte, at politiet eller alarmselskabet rykker ud.
- Det tidspres, som alarmen ellers ville give, forsvinder, og så er tyvene i hjemmet i længere tid, og kan nå at få flere værdigenstande med sig, siger Morten Holck Jæger, kommerciel direktør hos G4S.
Alarm og klistermærke i ruden gør det dog ikke alene, lyder det fra Det Kriminalpræventive Råd.
- Det hjælper ikke at sætte en alarm på et hus, der er lige så nemt at bryde ind i som en papkasse. Derfor handler det om at få indført nabohjælp i kvarteret og få sikret sit hjem, så tyvene ikke let har adgang til det, siger Lone Harlev, der er projektleder i Det Kriminalpræventive Råd.
G4S fortæller, at det er sjældent, at de møder en tyv på adressen, da professionelle tyve bruger mellem tre og syv minutter på et indbrud, hvis de føler sig presset af alarmen. Selvom tyven ikke bliver fanget, så hjælper alarmselskabet med andre ting.
- De færreste ønsker at komme hjem til et hus, hvor man har uindbudte gæster. Vi sørger for, at der ikke er nogle tyve på adressen, når man kommer hjem. Vi sørger også for at sikre hjemmet efter indbruddet, så man ikke kommer hjem til en åben hoveddør, siger Morten Holck Jæger.
Fakta:
- Danmark er det andenmest indbrudsramte land. Danskerne er udsat for indbrud ni gange oftere end nordmændene og fire gange oftere end svenskerne. Kun Grækenland har flere indbrud.
- Cirka otte procent af de husstande, der har haft indbrud, får endnu et indbrud inden for et år.
- Indbrudstyve går ofte efter tomme huse, der ligger for sig selv uden synlige nabohuse, og hvor låse og vinduer er nemme at bryde op.
- Nabohjælp er meget effektivt mod indbrud. Hvis du aftaler med dine naboer, at I holder øje for hinanden, så kan nogle indbrud undgås.
- Gør det svært for indbrudstyvene at komme ind i huset. Sæt lås på vinduer og døre, som man ikke kan åbne inde fra.
- For at undgå indbrud skal du sørge for, at alle døre og vinduer er lukkede og låst, og at huset ser beboet ud: Friske potteplanter i vinduerne, tændt lys og radio, vasketøj på snoren, fyldt skraldespand, tom postkasse og kaffekopper på bordet. Aftal eventuelt med din nabo, at de passer huset, mens du er væk.
- Overvej en alarm, hvis du bor øde, rejser meget, har særligt værdifulde ting i hjemmet eller tidligere har haft indbrud og føler dig utryg.
- Klip den høje hæk ned og forsøg at skærme de lette flugtveje.
- Se Ekspertvalg.dk's undersøgelse her: http://www.ekspertvalg.dk/blog/2015/04/tendens-danskernes-foretrukne-alarmsystem-er-ogsaa-tyvens!
Kilde: Det Kriminalpræventive Råd og G4S
Newspaq.