Hvem vil ikke gerne have lidt farve på huden med hjem fra ferien eller turen på stranden? Når bare vi undgår at blive solskoldet, kan det vel ikke være så farligt - eller hvad?
Den holdning har mange danskere, men det er en fejlagtig vurdering, og den er sandsynligvis skyld i at tilfælde af hudkræft i Danmark stiger og stiger. Fra 2002 til 2012 er antallet af kræfttilfælde fordoblet, og det får nu flere eksperter til at advare.
- Man skal ikke tro, at man er på den sikre side, fordi man ikke direkte bliver forbrændt. Mange bliver jo let solbrune uden at blive skoldede. De tror fejlagtigt, at de ikke er i risikozonen. Andre tror, at deres krop kan vende sig til solen, hvis de går i solarium først. Det er også en misforståelse. Tværtimod øger det risikoen, siger Lone Knudsen, der er dermatolog ved privathospitalet Aleris-Hamlet, til Ritzau Fokus.
Når Kræftens Bekæmpelse i deres kampagner primært retter blikket mod solskoldning, er det ikke fordi, man er uenig med Lone Knudsens udmelding.
- I princippet kan al ultraviolet stråling fra solen være skadelig. Men vores kampagner fokuserer særligt på, at der er vigtigt, at man undgår solskoldninger, da solskoldninger udgør en ekstra risiko. Men principielt set har hun ret, siger Peter Dalum, projektchef for solkampagner i Kræftens Bekæmpelse, til Ritzau Fokus.
Han peger på, at det er en balancegang, hvor meget vi skal gøre for at undgå solen, for solen gør også noget for os, da vi får D-vitaminer fra den.
- Vores anbefaling er, at hvis man bliver langsomt brun og sørger for at opholde sig så lidt i solen, at man undgår skoldninger, løber man i hvert fald en væsentlig mindre risiko, siger Peter Dalum.
Derfor ser Kræftens bekæmpelse også med stor skepsis på solarier, hvor folk i en periode på 10-15 minutter bliver udsat for et soltryk, der svarer til at opholde sig i solen nede omkring ækvator.
Også Lone Knudsen er forundret over, at det overhovedet er tilladt at drive et solarium i dag med den viden man har om risikoen for skadevirkninger. Hun mener at danskerne i højere grad burde acceptere deres hudfarve.
- Danskere med hang til at være dejligt solbrune burde måske acceptere den hudfarve, de nu en gang har fået, og så lære at holde af det.
Begge eksperter opfordrer danskerne til at tage ved lære af den sydlandske kultur, de ser, når de rejser. Her er man nemlig meget påpasselig med ikke at få for meget sol.
- De er gode til at opholde sig i skyggen og gå med solbeskyttende tøj, siger Peter Dalum.
Fakta: gode råd i solen
1. Beskyt dig særligt i det tidsrum, hvor solen står højest. Det vil sige i tidsrummet mellem 12 - 15
2. Den bedste solbeskyttelse er skygge og solbeskyttende tøj som hat med skygge, langærmet trøje og lange bukser i tyndt stof, som man ser det i sydlandske kulturer.
3. Er man ude i solen mere end 20-30 minutter bør man bruge en solcreme med faktor 15.Brug rigeligt.
4. Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at man bruger en miljøgodkendt solcreme. Brug rigeligt.
5. Kræftens Bekæmpelse anbefaler ikke brug af solarier.
6. I perioden fra oktober - april behøver man ikke beskytte sig mod solens stråler
Kilde: Kræftens Bekæmpelse
/ritzau/FOKUS