Pas på: Ny flåt-sygdom kan gå under lægens radar
Et internationalt forskerhold har opdaget en bakterie i flåter, hvis symptomer gør den svær at identificere.
- Miyamotoi tænder ikke de advarselslamper, som Borrelia normalt skal tænde, siger epidemiolog Rene Bødker om bakterien Borrelia miyamotoi, der er fundet i danske flåter.
- Miyamotoi tænder ikke de advarselslamper, som Borrelia normalt skal tænde, siger epidemiolog Rene Bødker om bakterien Borrelia miyamotoi, der er fundet i danske flåter. Foto: Colourbox/free


Forskere i Danmark har opdaget en bakterie kaldet Borrelia miyamotoi i danske flåter. Bakterien giver ikke de karakteristiske symptomer på et flåtbid og går derfor under lægernes radarer, skriver Videnskab.dk.

Læs også: Danmarks farligste dyr er fire centimeter langt

- Miyamotoi tænder ikke de advarselslamper, som Borrelia normalt skal tænde, siger Rene Bødker, der er epidemiolog ved DTU Veterinærinstituttet, og som er en del af det internationale forskerhold bag opdagelsen til Videnskab.dk

Normalt når en flåt har boret sig ind i huden og smittet med sygdommen borreliose, der kan give hjernebetændelse og lammelser, kommer der et afslørende rødt udslæt, hvilket gør det nemt at behandle hurtigt.

Men Borrelia miyamotoi giver nogle helt andre symptomer. Den nyopdagede bakterie forårsager i første omgang muskelsmerter og tilbagevendende feber, hvor en flere dag lang feber forsvinder for så at vende tilbage omkring 10 dage senere.

- Det er ret sjældent, at man får et hududslæt, når man bliver inficeret med Borrelia miyamotoi, siger Rene Bødker og fortsætter:

- Når man ovenikøbet siger, at man har feber, som kommer igen og igen, så tror jeg ikke, at der er ret mange praktiserende læger, der vil tænke "av, det er nok en Borreliainfektion". Så der er risiko for, at sådan en infektion overses hos lægen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.