Pas på nummerpladen: Ny lov har ikke stoppet tyverier
På trods af en ny lov, der skulle sikre at nummerpladen bliver på bilen, bliver der stadig stjålet en del nummerplader.
I årets første kvartal blev der stjålet næsten 2.700 nummerplader på landsplan.
I årets første kvartal blev der stjålet næsten 2.700 nummerplader på landsplan. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix/arkiv


Siden 15. november sidste år har to bolte eller to skruer skullet sikre din nummerplade på bilen.

Alligevel blev der i årets første kvartal stjålet næsten 2.700 nummerplader på landsplan.
Hos Østjyllands Politi meldte 339 bilejere deres nummerplade stjålet i årets tre første måneder.

Pressekoordinator Marianne Morgen hæfter sig ved, at der har været et fald på omkring hundrede tyverier de seneste kvartaler.

- Det er svært at sige, hvad der er tilfredsstillende. Men det er fint at se, at der er færre tyverier, siger hun.

De nye landstal viser et fald fra sidste års første kvartal på 1.000 tyverier, men afdelingschef Torben Lund Kudsk hos FDM er ikke imponeret.

- Det overrasker desværre ikke FDM, at loven om at fastgøre nummerplader ikke har større effekt. Den løsning, man valgte, er ikke den mest effektive tyverisikring, siger han til DR Østjylland.

Han mener, der skal mere end bolte og skruer til at forhindre tyverier og slår et slag for éngangsnummerplader.

- Der skal midler til, som man bruger i andre lande. Eksempelvis éngangsnummerplader, der går i stykker, når man tager dem af, siger Torben Lund Kudsk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.