Pas på: Medicin mod køresyge kan give vejrtrækningsproblemer
Sundhedsstyrelsen undersøger nu håndkøbsmedicin mod køresyge. Der er mistanke om, at produktet Phenergan har farlige bivirkninger.
Køresygemedicinen Phenergan findes både i tabletform og i flydende form. Nu undersøger Sundhedsstyrelsen medicinen, som mistænkes for at give vejrtrækningsproblemer.
Køresygemedicinen Phenergan findes både i tabletform og i flydende form. Nu undersøger Sundhedsstyrelsen medicinen, som mistænkes for at give vejrtrækningsproblemer. Foto: Colourbox


Sundhedsstyrelsen er netop nu i gang med en undersøgelse af et populært håndkøbsmiddel mod køre- og søsyge, da der er mistanke om, at produktet medfører voldsomme bivirkninger som vejtrækningsproblemer. Det skriver Politiken.

Alvorlige konsekvenser
Navnet på det meget brugte middel mod køresyge er Phenergan. I USA er syv ud af 22 børn under to år over en årrække døde, efter de er blevet indlagt med vejrtrækningsproblemer. Vejtrækningsproblemerne er kommet efter, at børnene har fået en almindelig dosis af køresygemedicinen Phenergan sammen med et andet lægemiddel.

I Danmark findes der flere indberetninger om bivirkninger af produktet, og Giftlinjen har modtaget et stigende antal henvendelser om netop Phenergan. Det får nu Sundhedsstyrelsen til at overveje at gøre medicinen receptpligtig, så den ikke længere kan købes som håndkøbsmedicin. I dag kan den købes på både apoteker og tankstationer, og den flydende variant, som typisk bruges til børn, koster omkring 160 kroner.

Sundhedsstyrelsen undersøger produktet
Sundhedsstyrelsen vil træffe en afgørelse i sagen i løbet af de næste tre måneder og vil ikke udtale sig om sagen før.

Gesche Jürgens, der er afsnitansvarlig overlæge ved Giftlinjen, har en klar holdning til, at Phenergan bør gøres receptpligtig. Den seneste tid har Giftlinjen fået henvendelser om sager , der involverer børn, og sager om unge voksne, der har brugt midlet sammen med andre lægemidler.

"Der kan ske uhensigtsmæssige interaktioner ved samtidig brug af andre lægemidler. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt, at stoffet anvendes ukritisk uden lægelig vejledning. Det bør være receptpligtigt," fastslår Gesche Jürgens.

Læger er bekymrede
Kim Dalhoff, der er professor i klinisk farmakologi ved Københavns Universitet, er sammen med Sundhedsstyrelsen i gang med at undersøge lægemidlet.

"Hvis børn får for meget Phenergan, kan de blive forgiftede. De bliver sløve, og det påvirker deres hjerneaktivitet. I værste fald kan børnene opleve vejrtrækningsproblemer. Man bør derfor altid overveje, om et lægemiddel skal på recept, hvis det anvendes forkert og samtidigt kan være farligt," siger Kim Dalhoff.

Også Helle Holst, der er afdelingslæge og klinisk lektor på klinisk farmakologisk afdeling på Bispebjerg Hospital, er bekymret over, at produktet sælges som håndkøbsmedicin. Hun er bange for, at forældre ikke får den rette information og vejledning, når de køber Phenergan på apoteket eller på tanken.

"Det er et lægemiddel, der ikke skal være i håndkøb. Det giver et indtryk af, at det ikke er farligt. Vi er bange for, at en forkert dosering kan give respirationsstop. Der er en stor risiko for, at forældre giver deres børn for meget af den flydende Phenergan", siger Helle Holst.

Kilde: Politiken.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.