Risikoen for at køre galt og komme til skade i trafikken falder og falder. Men på en bestemt vejtype sker der faktisk flere og flere uheld. Det er rundkørslerne, det drejer sig om.
Sidste år var der 441 ulykker i rundkørslerne rundt om i Danmark. For 20 år siden var det tal kun 240, viser statistik fra Vejdirektoratet.
Det skriver DR Syd i dag.
Men der er en logisk forklaring på det, siger leder af trafiksikkerhedsafdelingen i Vejdirektoratet Marianne Foldberg Steffensen.
- Det handler faktisk ikke om, at rundkørsler er farlige. Det handler om, at vi bygger flere og flere rundkørsler. Det er klart, at når en vejtype bliver mere og mere udbredt, så vil den også fylde mere i ulykkesbilledet. Så det handler faktisk ikke om, at det er farligt at køre i rundkørsler, siger Marianne Foldberg Steffensen til DR Syd.
Ud af de 441 ulykker i rundkørsler sidste år var der 91 ulykker, hvor mennesker kom til skade, og 350 ulykker hvor der kun skete materiel skade.
Kørelærerne vil gerne have, at der skal sættes flere tavler op og flere pile på kørebanen ved de tosporede rundkørsler, men det er ikke altid vejen frem, siger Marianne Foldberg Steffensen.
- Vi ved i Vejdirektoratet, at flere tavler ikke gør det mere sikkert. For tavlerne tager opmærksomheden fra det, man egentlig skal, og det er, at man skal orientere sig i selve rundkørslen. Men det er altid en god ide at sætte pile, hvis det viser sig, at lige præcis i den her rundkørsel sker der mange ulykker, siger Marianne Foldberg Steffensen.
Der er dog nogle af de tosporede rundkørsler, der får ros med på vejen, men ifølge Marianne Foldberg Steffensen er det heller ikke løsningen bare at kopiere disse og så rulle dem ud over hele Danmark.
- Det er ikke altid, at trafikstrømmene i en rundkørsel er den samme. Nogle gange er der bare meget mere trafikstrøm i tredje ben end i første ben. Derfor giver det ikke mening at bruge den samme rundkørsel alle steder, forklarer hun.