Efteråret er for mange lig med indendørs hygge og en fortjent kage eller to. Særligt nu hvor Den Store Bagedyst løber over skærmen, kan man få lyst til at slå en bolledej sammen eller lave cookies i ovnen.
Men du skal passe på med, hvilket bagepapir du bruger.
Forbrugerrådet Tænk Kemi har tidligere været ude og advare om netop bagepapir, som i mange tilfælde indeholder alt for mange flourstoffer, der er hormonforstyrrende.
Når bagepapir overfladebehandles, så det er vandafvisende, bliver det behandlet med stoffer, der er skadelige, når de kommer i kontakt med vores mad - hvilket det naturligvis gør, hvis vi bruger det til at bage kager og brød i ovnen.
Den er helt gal med kagerne
Senest har Ingeniøren kigget nærmere på problematikken, og de fortæller blandt andet, at det såmænd ikke er bedre at købe sine kager færdigbagte.
I papiret på de færdigbagte kager har Forbrugerrådet Tænk Kemi også fundet de farlige flourstoffer i mængder, der overskrider grænseværdien med flere tusind gange.
De tal er uacceptable, har professor Eva Bonefeld-Jørgensen, leder Center for Arktisk Sundhed under Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, tidligere sagt:
- Jeg kunne ikke selv drømme om at købe de produkter, og jeg synes, at vi går bag om ryggen på forbrugerne. De tror, at de på grund af kontrollen i Danmark kan være trygge ved og have tillid til, at de produkter, der står på hylderne, er sikre. På denne måde snyder vi dem, siger Eva Bonefeld-Jørgensen.
De farlige stoffer øger blandt andet risikoen for brystkræft, nedsætter virkningen på vaccinationer og øger risikoen for abort. Eva Bonefeld-Jørgensen fortæller, at med mindre man bliver gravid og ammer, hvor stofferne kommer ud med modermælken, vil de blive i kroppen altid.
Købekager er altså ikke et alternativ, men hvis du gerne vil bage kager eller brød selv, kan du gøre det med god samvittighed, hvis du køber svanemærket bagepapir, anbefaler Forbrugerrådet Tænk Kemi.