AIRBNB BAG FACADEN
Pas på disse Airbnb-fælder: Sådan er reglerne
Er du en af de over 16.000 københavnere, der lejler din lejlighed ud igennem Airbnb, så pas på du ikke kommer til at overtræde en af disse regler.
Du risikerer at miste dagpengene, hvis du lejer din lejlighed ud på Airbnb.
Du risikerer at miste dagpengene, hvis du lejer din lejlighed ud på Airbnb. Foto: Scanpix


Mere end 2.500 Københavnere udlejer deres lejlighed på Airbnb en stor del af året, viser en undersøgelse foretaget for Avisen.dk.

Men må man overhovedet det? Her er de regler, du skal sætte dig ind i, før du lejer din lejlighed ud på Airbnb.

Max syv uger om året: Der er bopælspligt i København og mange andre byer i Danmark. Det betyder, at der skal bo en person fast i alle boliger, ligegyldigt om det er ejerboliger, andelsboliger eller lejeboliger. Det gælder dog ikke erhvervslejemål og nybyggede boliger, der aldrig har været brugt til helårsbolig.

Hvis en helårsbolig skal bruges til korttidsudlejning som eksempelvis Airbnb kræver det tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Men den slags tilladelser giver Københavns Kommune ikke, oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen i en mail til Avisen.dk.

"Københavns Kommune giver ikke tilladelse til udlejning til kortvarige lejekontakter af boliger med bopælspligt. Disse boliger skal udlejes på tidsubegrænsede lejekontrakter eller længerevarende midlertidige lejekontrakter (over 180 dage om året) og boligen skal benyttes som helårsbeboelse, for en person i samme tidsrum," skriver de.

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har dog valgt at tolke bopælspligten lempeligt, så privatpersoner kan korttidsudleje i op til 6-7 uger om året uden særlig tilladelse, oplyser de i en mail til Avisen.dk.

"Regeringen ønsker, at danskerne skal kunne udleje deres private bolig til turister uden at være i tvivl om, hvilke rammer der gælder. Med det støt stigende omfang af korttidsudlejning er det regeringens opfattelse, at det er nødvendigt med klarere rammer. Regeringen arbejder derfor allerede i regi af den kommende strategi for deleøkonomi på at gøre reglerne på området klarere," skriver de.

Strategien for deleøkonomi ventes at blive offentliggjort efter sommerferien.

Tjek vedtægterne Selvom du holder dig under de syv uger om året, kan du dog ikke vide dig helt sikker. Hvis du bor i ejerlejlighed eller andelslejlighed, kan ejerforeningen eller andelsforeningen have regler, der helt forbyder, at du udlejer din lejlighed på Airbnb, så læs vedtægterne grundigt først.

Spørg din udlejer Hvis du bor til leje, skal du altid have tilladelse af din udlejer, inden du videreudlejer lejligheden på Airbnb. Det er ligegyldigt, om du bor i alment byggeri, på et kollegium eller der er tale om privat udlejning. Der har været eksempler på lejere, der er blevet smidt ud af deres lejlighed, fordi de har lejet den ud på Airbnb.

Husk at betale skat Hvis du bor i en ejerlejlighed skal du betale skat, hvis du tjener mere end 24.000 kroner om året på at leje ud på Airbnb. Det såkaldte bundfradrag kan dog være højere, det kommer an på ejendomsværdien. Du skal selv indberette det til SKAT.

Hvis du bor til leje eller i en andelslejlighed, er bundfradraget 2/3 af din samlede årlige boligafgift eller husleje. Læs mere om reglerne her.

Du kan miste dagpengene Hvis du er på dagpenge skal du passe rigtig godt på. Så skal du nemlig stå til rådighed for arbejdsmarkedet mellem klokken 8.00 og 17.00 alle hverdage. Efter reglerne må du derfor ikke overdrage nøgler til dine Airbnb-gæster i dette tidsrum, så risikerer du at miste dagpengene. Du skal også huske at registrere alle de timer, du bruger på at kommunikere med Airbnb-gæster som arbejdstimer.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.